Gemt

Nu ophæves grøn mærkningsordning for strøm fra vedvarende energi

11. juni 2024

Forbrugerombudsmanden ruller nu den såkaldte bladordning tilbage efter et års forhandlinger om nye retningslinjer. Den grønne ordning, der omhandler markedsføring af strøm fra vedvarende energi, ophæves fra den 1. september 2024.

Dansk Erhverv deltog konstruktivt i forhandlingerne om Forbrugerombudsmandens mærkningsordning for grøn strøm. Sammen med Green Power Denmark, Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer foreslog Dansk Erhverv en mulig model for revision af ordningen.

Modellen opnåede imidlertid ikke fuld opbakning i forhandlingerne, og Dansk Erhverv noterer sig derfor, at mærkningsordningen ophæves pr. 1. september 2024.

Oprindeligt blev bladordningen indført tilbage i 2020 med formålet at gøre markedsføringen af strøm baseret på vedvarende energi mere gennemskueligt for forbrugerne. I januar 2023 satte Forbrugerombudsmanden gang i en revision af retningslinjerne om kriterierne for mærkningsordningen.

El-produkter, der markedsføres som grønne, kunne som følge af ordningen mærkes af enten et eller to blade:

  • Ét blad indebar, at elselskabet havde købt oprindelsesgarantier for vedvarende energi svarende til hele kundens elforbrug.
  • To blade betød, at både kundens elforbrug var dækket af oprindelsesgarantier, og at der yderligere var taget tilhørende klimakompenserende tiltag.

Det vil som følge af ophævelsen af mærkningsordningen ikke længere være muligt at anvende de grønne blade i markedsføringen af elprodukter efter den 1. september 2024. Derfor skal elhandelsvirksomheder fjerne bladene fra al markedsføring efter denne dato.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Nanna Skovgaard Mortensen

Politisk konsulent