Gemt

Temu underlægges strengere regler: ”Stort skridt, men langt fra nok”

04. juni 2024

EU-kommissionen kategoriserer nu Temu som en ”meget stor online platform,” og det betyder, at den kinesiske e-handelsgigant skal efterleve en række strengere krav om blandt andet produktsikkerhed. Det er et vigtigt skridt, lyder det fra Dansk Erhverv, som dog mener, at Temu slipper for let. 

EU-kommissionen er nået frem til, at den kinesiske e-handelsgigant Temu er en ”meget stor online platform.” 

Havde man været i det sarkastiske hjørne, havde man måske sagt ”no sh’*t, Sherlock!” ovenpå den konklusion, men pakker man sarkasmen væk, er det en rigtig god nyhed. 

”Det betyder nemlig, at Temu nu underlægges reglerne i Digital Services Act, og de er markant strengere end dem, Temu tidligere har været underlagt,” forklarer Betina Schiønning, som er chefkonsulent hos Dansk Erhverv. 

Strengere krav og større bøder
Kategoriseringen betyder blandt andet, at Temu skal gøre ”deres bedste” for at sikre, der ikke bliver solgt ulovlige eller farlige produkter via deres platform. De skal også hyre ekstern hjælp for at overholde reglerne: 

“Det bliver også spændende at se, hvor stor betydning det får, at Temu nu er forpligtet til at have en ekstern complianceansvarlig til at hjælpe dem med at håndtere de største risici. Vi har jo set, at de har hyret mange kommunikationspersoner i EU, som taler meget om, hvor meget de gør. Nu glæder det os så, at de også skal søge rådgivning udefra om, hvordan de skal blive bedre til at håndtere risikoen for farlige produkter.” 

Et andet vigtigt element er, at der venter højere bøder, hvis reglerne ikke overholdes. 

”Det er et skridt på vejen mod fair og lige konkurrencevilkår mellem Temu og almindelige handelsvirksomheder, og derfor er vi i Dansk Erhverv glade for, at EU-kommissionen er nået frem til det – i vores øjne – ganske åbenlyse,” siger Betina Schiønning.   

Behov for strammere regler 
Selvom den nye kategorisering er et stort skridt i den rigtige retning, så får det dog ikke træerne til at vokse ind i himlen, understreger Betina Schønning: 

”Temu er gode til mange ting, men jeg kan på danske og europæiske virksomheders vegne godt være bekymret for, hvor gode de er til at sikre sig, at der ikke bliver solgt farlige eller ulovlige produkter på siden, som de nu skal gøre efter ”bedste evne.” Derfor er der brug for, at myndighederne fører kontrol med det og udstikker bøder, hvis reglerne overtrædes.” 

Dansk Erhverv opfordrer samtidig de europæiske myndigheder til at gå videre: 

”Temu bliver underlagt strammere regler, men de er stadigvæk ikke underlagt samme regler, som danske og europæiske handelsvirksomheder, der importerer varer fra 3. lande. Det er i vores øjne urimeligt, og det er derfor vi siger, at det er et stort og vigtigt skridt, men det er langt fra nok. Derfor fortsætter vi kampen for, at Temu skal konkurrere på samme vilkår.” 

 

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Handel

Betina Schiønning

Fagchef for Produktregulering og Håndhævelse
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent