Gemt

Affaldssortering: Hvem har ansvaret, når affaldet ikke bliver sorteret korrekt? Her er reglerne, du skal kende!

02. maj 2024

De nye regler for affaldssortering giver anledning til en del tvivl og spørgsmål hos mange virksomheder. Her giver vores ekspert svaret på et af de spørgsmål, som flest medlemsvirksomheder stiller til Dansk Erhverv: Hvem har ansvar for, at affaldet bliver sorteret korrekt? 

Hvem har ansvaret, når kunden smider bonnen i affaldsspanden til madvarer? Og hvad gør man, når en kundes plasticemballage ryger i papirspanden?

De spørgsmål giver anledning til en del undren hos mange danske virksomheder. Derfor har vi bedt chefkonsulent og affaldssorteringsekspert i Dansk Erhverv Marianne Ladekarl Thygesen om at komme med svarene og klæde din virksomhed bedst muligt på til de nye krav.

Desværre er reglerne ikke til virksomhedernes fordel.

Er det virksomheden eller kunden, der har ansvaret for, at affaldet bliver sorteret korrekt?
Det har du som virksomhed, fordi det affald, kunderne smider ud, betragtes som erhvervsaffald, og som virksomhed er du ansvarlig for, at alt jeres erhvervsaffald er sorteret i henhold til reglerne.

Det gælder både det affald, som medarbejderne smider ud, men også det affald, som kunder eller gæster smider ud eksempelvis i storcentre, på hoteller, konferencecentre, butikker eller hvor du ellers driver virksomhed.

Nederst på siden kan du blive klogere på reglerne for sortering af erhvervsaffald.

Er der undtagelser?
Der er som udgangspunkt ingen undtagelse fra reglerne.

Og så alligevel.

Reglerne om sortering gælder ved afhentning af affaldet, derfor kan virksomheden vælger at kunderne ikke selv skal sorterer men at virksomheden i stedet for sorterer for kunderne inden afhentning af affaldet.

Hvad kan jeg gøre for at undgå problemer?
Der er flere ting, du kan overveje, inden du opsætter skraldespande i kundeområder:

  1. Er en skraldespand nødvendig:
    Der er ingen krav om, at kunderne skal have mulighed for at smide affald ud, overvej derfor om en skraldespand er nødvendig.
  2. Kortlæg hvilket affald der bliver smidt ud i kundeområderne:
    Plast, pap, madaffald osv. Der skal kun opsættes spande for de affaldstyper, der bliver smidt ud.
  3. Overvej, om nogle affaldstyper skal indsamles i samme spand:
    Reglerne tillader, at nogle affaldstyper kan indsamles sammen, det gælder for eksempel metal- og glasaffald. Snak dog altid med jeres affaldsindsamler for at finde de bedste løsninger for jer.
  4. God brugervenlighed sikrer bedre sortering
    Sørg for at det er klart og tydeligt, hvilket affald der skal smides i de forskellige affaldsspande, på den måde reduceres fejlsorteringer.  

Disse kombinerede indsamlinger er tilladt:
  • Papiraffald og papaffald.
  • Metalaffald og glasaffald.
  • Metalaffald og plastaffald.
  • Plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.
  • Metalaffald, plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.

 

Hvad er konsekvenserne for manglende sortering?
Det er politisk besluttet, at tilsyn med virksomhedernes affaldssortering skal øges. Det betyder, at det fra 2025 er hver 15. virksomhed, der skal udtrækkes til et administrativt tilsyn.

Hvis reglerne ikke overholdes, vil det i første omgang medføre dialog med myndighederne for at få rettet op på affaldssorteringen. Lykkes det ikke, kan det i sidste ende medføre bøde.

Har du styr på dit affald?

Kontakt

Klima, energi og miljø

Marianne Ladekarl Thygesen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent