Gemt

Konference om børn og sociale medier: Der findes ikke én enkelt løsning på den udfordring, vi står overfor

Hvordan tager vi bedst ansvar for børn og unges digitale trivsel? Det findes der mange bud på. Og for at finde nogle svar gik Dansk Erhverv sammen med Socialdemokratiet om konferencen ”Sociale medier ud af børneværelset?”, hvor vi satte fokus på den aktuelle virkelighed, børn møder på nettet, hvilke konsekvenser skadeligt digitalt indhold kan have, og hvad vi kan gøre for at tage hånd om problemerne.

Nyhed

29. maj 2024

Birgitte Vind fra Socialdemokratiet og vores egen Casper Klynge var værter på dagen og tog imod en stærk line-up af eksperter og repræsentanter fra både politisk hold, forskningsverdenen, virksomheder og organisationer.

Én ting stod klart efter dagens diskussioner: Der findes ikke én enkelt løsning på den udfordring, vi står overfor. Vi er nødt til at handle på flere fronter. Politisk, ikke mindst på EU-niveau. I skolerne. Blandt forældre og i familierne. I det bredere civilsamfund. Og sidst men ikke mindst blandt virksomhederne. Vi skal alle bidrage for at understøtte vores børn og unge bedst muligt, hvis og når de færdes på sociale medier.

Se videoen fra dagen øverst på siden og hør erhvervsminister, Morten Bødskov, generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen og koncerndirektør, Isabella Emilie Birkbøll give deres bud på, hvordan vi bedst tager ansvar for børn og unges online trivsel.

Tak til Christel Schaldemose, som spiller en vigtig rolle i Europa-Parlamentet på netop dette område, og til alle de øvrige debattører og medvirkende for at bringe vigtige nuancer ind i debatten, tilvejebringe ny viden og drøfte hvordan vi – i fællesskab – bedst kan gøre noget ved problemstillingen.

For er der noget vigtigere end, hvordan næste generation trives og udvikler sig i en stadig mere digital verden? 

 

Kontakt

Teknologi, Digitalisering & Tele

Cecilie Fjeldberg

Politisk konsulent