Gemt

Ny rapport: Sådan sparer du penge på din betalingsløsning

15. oktober 2024

En gennemsnitlig virksomhed, der modtager betalinger med internationale kort som VISA og MasterCard, kan skære op til 40 procent af kortindløsningsgebyret ved at vælge den mest prisvenlige indløser. Det viser ny rapport.

Det er vigtigt, at det danske betalingsmarked er velfungerende. Virksomheder og forbrugere skal kunne betale sikkert og nemt uden bekymring for høje indløsningsgebyrer og uforudsete omkostninger.

I den nyeste betalingsrapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der udkommer hvert andet år, er der blandt andet stort fokus på gebyrer mellem aktører på betalingsområder. Rapporten oplyser også om resultaterne fra en spørgeundersøgelse om forbrugeres betalingsvaner. Særligt opsigtsvækkende er det, at rapporten har påpeget at forretninger, myndigheder og andre betalingsmodtagere gennemsnitligt kan spare godt 40 procent på indløsningsgebyr, hvis de køber deres indløsning hos den billigste kortindløser frem for den dyreste. 

Markant forskel i gebyrer mellem små og store betalingsmodtagere 
Betalingsrapporten konkluderer også, at de mindste betalingsmodtagere betaler betydeligt højere indløsningsgebyrer end de største virksomheder, selvom de køber den samme basale kortindløsningsservice. Dette indikerer en skæv fordeling af omkostningerne, der ikke nødvendigvis er begrundet i forskelle i produktet. 

Store betalingsmodtagere har typisk flere ressourcer end små, hvilket gør dem bedre rustet til at analysere og sammenligne udspecificerede gebyrer på tværs af korttyper og transaktioner. Dog har mindre end hver femte store virksomhed indgået en indløsningsaftale, der giver fuld gennemsigtighed i eventuelle prisforskelle på tværs af markedet. 

Hvordan får betalingsmodtagere den billigste løsning?  
Betalingsmodtagere kan opnå lavere kortindløsningsgebyrer på transaktioner foretaget med internationale kort, f.eks. VISA og MasterCard, ved at afsøge markedet for kortindløsning og indhente tilbud fra flere kortindløser. Hvis man som betalingsmodtager derimod foretrækker den nationale indløser, Dankort, så er der i dag kun én indløser af Dankort.

En undersøgelse i rapporten viser, at indløsningsgebyret er lavere for Dankort end for de internationale debetkort, Visa og MasterCard, for gennemsnitlige transaktioner foretaget i fysisk handel og e-handel. Dankort er nemlig underlagt omkostningsregulering i fysisk handel, hvilket holder indløsningsgebyret nede. I løbet af 2023 udgjorde Dankort-transaktioner knap halvdelen af alle transaktioner, mens de i 2019 stod for næsten 70 procent. Samtidig er andelen af transaktioner med internationale kort steget. Faldet i Dankort-brugen skyldes blandt andet den øgede anvendelse af wallet-løsninger samt det forhold, at kun ét pengeinstitut i april 2024 tilbød Dankort gennem Apple Pay. Det forventes dog, at flere pengeinstitutter vil tilbyde denne mulighed fremover.

Den nye betalingsrapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger på, at detailvirksomheder kan drage fordel af at være aktive i deres valg af kortindløser og bør efterspørge mere gennemsigtighed i deres aftaler for at reducere omkostningerne. 

Også prisen for online-betalinger er uigennemsigtig 
Rapporten viser, at også betalingsmarkedet for onlinebutikker er svært gennemskueligt, når det gælder gebyrer og priser. 

I e-handlen er der en overvægt af digitale betalingsløsninger, som kunderne tager til sig og lægger på deres mobiltelefon fremfor at anvende det fysiske plastikkort, når de handler på nettet. Det er komplekst for virksomheder med e-handel, der både skal matche kundernes valg og forventninger om betalingsmuligheder og samtidig skaffe sig et overblik over, hvilke gebyrer de skal betale for de forskellige ydelser i deres betalingsløsning. 

Undersøgelsen peger på, at virksomhederne bør vælge en betalingsløsning, der er tilpasset virksomheden. Det kræver analyse af betalingsformer, de udspecificerede gebyrer og sammenligning af gebyrer på tværs af kortmærker, typer af korttransaktioner mv. Det kniber for de mindste virksomheder, der typisk har en løsning, hvor de forskellige gebyrer er blandet sammen til en standardpris. De største virksomheder kan vælge mere individuelt tilpassede løsninger, men ifølge styrelsen er det mindre end hver femte store virksomhed, der vælger dette. 

Øget gennemsigtighed i betalingsløsninger vil sikre virksomheder en mulighed for at opnå skarpere priser hos udbyderne af betalingsløsninger. 

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil