Gemt

Ny undersøgelse: 8 ud af 10 stykker legetøj fra markedspladser online overholder ikke EU-lovgivning og kan være farlige for børn

17. oktober 2024

Paraplyorganisationen for den europæiske legetøjsindustri, TIE, har undersøgt over 100 stykker legetøj fra onlinemarkedspladser, hvoraf 80 procent ikke overholder EU's sikkerhedsstandarder og kan være direkte skadelige for børn. Dansk Erhverv efterlyser skærpede regler.

I en ny undersøgelse har den europæiske legetøjsindustri TIE fået undersøgt over 100 stykker legetøj indkøbt på internationale onlinemarkedspladser som Temu, Wish og Amazon.

Konklusionen er, at 8 ud af 10 stykker legetøj ikke overholder EU's sikkerhedsstandarder og lovgivningen på området og dermed kan være farlige for børn at lege med.

Test foretaget på uafhængige laboratorier viser, at meget af det testede legetøj udsætter børn for alvorlig sundhedsrisiko i form af bl.a. kvælningsfare og giftige kemikalier.

Sammen med den europæiske legetøjsindustri opfordrer Dansk Erhverv nu EU til hurtig og håndfast handling for at skærpe reglerne med henblik på at få lukket de juridiske smuthuller og gøre onlinemarkedspladser ansvarlige for sikkerheden ved brug af produkter købt på deres platforme.

”Der er et meget tydeligt behov for klare regler og en markant indsats fra europæiske lovgivere og myndigheder for at sætte en stopper for de store internationale onlinemarkedspladser, når de åbenlyst ser stort på, om deres produkter overholder europæiske regler. Vi foreslår, at der bliver indført et importøransvar i forhold til at sælge den slags farligt legetøj fra lande uden for EU. Det er uforståeligt, at det ikke er sket for længst,” siger Betina Schiønning, fagchef for produktregulering og håndhævelse i Dansk Erhverv:

”Farligt legetøj vil blive ved med at flyde ind over Europa, så længe de her onlinemarkedspladser ikke bliver påført et større ansvar.” 

Batterier, magneter og kemikalier
Det undersøgte legetøj, der alt sammen var ikke-mærket legetøj, blev købt på onlinehandelsmarkederne Allegro, AliExpress, Amazon Marketplace, Bol, Cdiscount, Fruugo, Light In The Box, Shein, Wish samt Temu.

Blandt de mest bekymrende eksempler på farlige elementer i legetøjet fandt undersøgelsen:

  • Legetøj, der for let går i stykker, og de små dele udgør en kvælningsfare for børn.
  • Magneter I legetøj, der kan perforere et barns tarme, hvis to magneter bliver slugt.
  • Et elektrisk tegnebræt med let tilgængelige batterier, der kan forvolde skade eller i værste fald død, hvis de bliver slugt eller indtaget.
  • Slim-produkter indeholdende et Bor-niveau, der er 13 gange højere end den lovlige grænseværdi. Bor er forbundet med reproduktive sundhedsproblemer.

Brancheforeningen for den danske legetøjssektor, Legebranchen LEG, og Dansk Erhverv har igennem flere år gjort opmærksom på, at blandt andet farligt legetøj finder vej til de europæiske forbrugere via onlinemarkedspladser.

”Undersøgelsen er endnu et eksempel på, at europæiske børn og forbrugere bliver udsat for farligt legetøj fra disse onlinehandelsplatforme, uden at nogen virksomhed i EU er forpligtet til at sikre, at reglerne bliver overholdt. Det er en åbenlys skævvridning af markedet og unfair konkurrence, hvor nogle proaktivt skal dokumentere overholdelse af reglerne, og andre kan lade være. Det er afgørende, at disse platforme bliver underlagt de samme regler, som gælder for ansvarlige danske og europæiske virksomheder,” siger Ole Hammer, bestyrelsesleder for Legebranchen LEG. 

Onlinemarkedspladser en kæmpemæssig udfordring
EU har de skrappeste regler for sikkerhedsstandarder for legetøj i verden. Men det er en stor udfordring, at folkene bag handelsplatformene udnytter de juridiske smuthuller, og at ingen kan holdes ansvarlig for det, mener Catherine Van Reeth, generaldirektør hos den europæiske legetøjsindustri, TIE.

Hun foreslår, at onlinemarkedspladserne identificeres som økonomiske operatører, så de kan blive gjort ansvarlige, og at der hurtigst muligt indføres et importøransvar, så der altid er en ansvarlig inden for EU i forbindelse med import fra uden for EU.

Desuden bør man investere mere i kontrol og håndhævelse, ligesom der bør ske en hurtig implementering af EU's forordning om digitale tjenester.

”Hvis tusindvis af legetøjsproducenter i EU, hvoraf 99 procent er små og mellemstore virksomheder, kan tage ansvar for sikkerheden ved deres produkter, så kan onlinemarkedspladserne også. Vores fælles mål burde være enkelt: at sikre at hvert eneste solgte stykke legetøj skaber glæde hos børn uden nogen risiko for at gøre skade,” siger Catherine Van Reeth.

For yderligere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 7022 8010

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Handel

Betina Schiønning

Fagchef for Produktregulering og Håndhævelse