Gemt

Dansk Erhverv: Skalering kræver politisk forpligtelse

20. september 2024

Et af de varmeste emner i sundhedspolitik lige nu er, hvordan vi kan bruge ny og arbejdskraftsbesparende teknologi, herunder digitale sundhedsløsninger, til at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen, i en tid hvor vi kigger ind i massive demografiske udfordringer. Dansk Erhverv peger på tre områder, hvor man politisk bør skabe bedre rammer for skalering af eksisterende teknologi i sundhedsvæsenet.


Ny og arbejdskraftsbesparende teknologi bliver ofte og med rette fremhævet som et kæmpe potentiale for vores sundhedsvæsen, som skal hjælpe os med at sikre bæredygtig sundhed for alle danskere i fremtiden. Senest er der med Sundhedsstukturkommissionens anbefalinger også peget på behovet for bedre brug af digitale sundhedsløsninger og teknologi. Ny og innovativ teknologi kan hjælpe med at øge kvaliteten og produktiviteten i sundhedsvæsenet – og ny teknologi er derfor en vigtig del af løsningen på de udfordringer vores sundhedsvæsen står overfor.

Morgendagens løsninger udspringer af offentligt-privat samarbejde
Sundhedsvæsenet skal dog ikke nødvendigvis udvikle de nye teknologier og digitale løsninger. Sundhedsvæsenet skal altså ikke selv opfinde morgendagens løsninger. Oftest findes løsningerne nemlig allerede på markedet, og alternativt kan nye og innovative teknologier udvikles i samarbejde mellem det offentlige og private, hvilket vi har stor erfaring og succes med i Danmark.

Der findes allerede i dag utroligt mange nye og innovative sundhedsløsninger, som bare venter på at blive implementeret i sundhedsvæsenet. Det offentlige sundhedsvæsens vigtigste opgave i denne sammenhæng er, som aftager af sundhedsteknologi, at skabe de bedste rammer for implementering og skalering af innovative løsninger.

Sundhedsvæsenet bør derfor have langt mere fokus på skalering af eksisterende teknologi fremfor en ambition om selv at skulle opfinde nye månelandingsprojekter og teknologiske landvindinger.

Manglende incitamenter sundhedsvæsenet
Som det er i dag, er der ikke stærke nok incitamenter i sundhedsvæsenet til at indkøbe værdibaseret. Når valget står mellem pris og kvalitet, er det stort set altid prisen, der er udfaldsgivende. Og det er ikke så mærkeligt, for regionerne har ringe incitament og endnu ringere rammer til at købe innovativ teknologi.

Også selvom de produkter har afledte positive effekter, såsom at være arbejdskraftsbesparende eller sikre bedre livskvalitet for borgeren – og dermed på sigt kan medføre besparelser andre steder i sundhedsvæsenet.

Nu hvor strukturen i sundhedsvæsenet alligevel er til overvejelse, er der behov for, at vi skaber stærkere incitamentsstrukturer for værdibaseret indkøb og skalering af teknologi. Det kræver, at man politisk lægger hånden på kogepladen og indgår forpligtende politiske aftaler mellem sundhedsvæsenets parter.

3 forslag til at styrke skalering af teknologi
Dansk Erhverv peger på tre forslag, som skal styrke skaleringen af eksisterende løsninger i sundhedsvæsenet.

1: Hent inspiration fra grønne indkøb
På ganske få år er grønne indkøb i det offentlige gået fra at være en teoretisk idé, til i høj grad at være implementeret i kommuner og regioner. Der er foretaget et massivt kompetence- og ressourceløft i indkøbsafdelingerne, og der er allerede nu mange udbuds- og indkøbsprocesser, hvor grønne krav er en del af de parametre, man bedømmer de indkøbte løsninger på.

2: Budgetterne skal muliggøre langsigtede investeringer
Når regionerne i dag opererer med etårige budgetter og et økonomisk råderum til indkøbsopgaven, som bliver beskåret hvert år i økonomiaftalen, er det ikke svært at forstå, at man som regional indkøbsafdeling træffer den ”lette beslutning” og køber ind, som man plejer. Men det er en dårlig aftale på sigt, både for samfundsøkonomien og for sundheden, for vi går glip af de potentielle gevinster der er ved at investere mere langsigtet.

3: Kompetenceløft i indkøbsafdelingerne
Derudover er der behov for et massivt kompetenceløft i indkøbsafdelingerne. Der er behov for at udvide kompetencerne til at tænke bæredygtighed i bredere forstand. Bæredygtighed er både klimahensyn, men også værdien for patienterne og samfundet. På den måde har værdibaseret indkøb flere bundlinjer. Derudover er det, for ny teknologi, ekstremt vigtigt med en stærk forankring i klinikken og et udgangspunkt i den evidenskultur, som er bærende for sundhedsvæsenet. Med inspiration fra det grønne område, kan man fx udpege ambassadører for skalering af ny teknologi i indkøbsafdelinger såvel som i klinikken.

Dansk Erhverv opfordrer vi til, at man indtænker ovenstående anbefalinger i en sundhedsreform.

Dansk Erhverv_Skalering kræver politisk forpligtelse

pdf

Download

Kontakt

Sundhed og Life Science

Sarah Lindegaard

Fagchef for Life Science