Et trafikuheld på distancen blev en dyr affære for arbejdsgiveren

Vestre Landsret har i en ny kendelse fastslået, at en arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for en udstationeret medarbejders tilskadekomst ved et trafikuheld på vej mod et hotel i Ukraine i forbindelse med medarbejderens hjemrejse til Danmark.

Hvad siger reglerne?
Efter arbejdsskadesikringsloven har en arbejdsgiver pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring for arbejde, som udføres i Danmark. Dog gælder der en række særbestemmelser, når en medarbejder udstationeres midlertidigt til at udføre arbejde i udlandet. Når en medarbejder udstationeres til et tredjeland, har en arbejdsgiver pligt til at sikre, at medarbejderen er omfattet af en arbejdsskadeforsikring i de første 12 måneder af opholdet i det andet land, hvis den udsendte havde bopæl i Danmark inden udsendelsen. Herefter har arbejdsgiveren efter arbejdsskadesikringsloven ikke pligt til at forsikre medarbejderen.

Arbejdsskadesikringsloven rummer herudover bestemmelser, som regulerer medarbejderens befordring til og fra arbejde, herunder befordring mellem bopæl og udstationeringssted.

Sagen kort
I den konkrete sag havde arbejdsgiveren indgået aftale med medarbejderen om udstationering til Ukraine. Udstationeringen blev påbegyndt den 1. februar 2016 med aftalt udløb den 31. december 2017. I aftalen var det bl.a. anført, at arbejdsgiveren tegnede arbejdsskadeforsikring for medarbejderen i henhold til danske regler.

Den 15. september 2017 var medarbejderen involveret i en trafikulykke i Ukraine på vej mod et hotel, hvor medarbejderen som led i en hjemrejse til sin bopæl i Danmark skulle overnatte. Vestre Landsret skulle herefter tage stilling til, om arbejdsgiveren havde sikringspligt efter udløbet af 12-månedersperioden, og om trafikulykken ville have været omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Vestre Landsrets kendelse
I relation til udstationeringsaftalen bemærkede Vestre Landsret først og fremmest, at aftalen var baseret på en standardaftale udarbejdet af arbejdsgiveren, og at arbejdsgiveren derfor var nærmest til at bære risikoen for eventuelle uklarheder i aftalen. Dernæst fandt Vestre Landsret det bevist, at hverken arbejdsgiveren eller medarbejderen havde været opmærksomme på 12-månedersreglen, og at en naturlig sproglig forståelse af udstationeringsaftalens ordlyd indebar, at arbejdsgiveren ved aftale havde påtaget sig en videregående dækningspligt.

Vestre Landsret fandt på denne baggrund, at udstationeringsaftalen måtte fortolkes således, at arbejdsgiveren under hele udstationeringen skulle sikre medarbejderen en dækning ved arbejdsskader svarende til den, som medarbejderen ville have været omfattet af efter arbejdsskadesikringsloven.

I relation til arbejdsskadesikringslovens anvendelse i den konkrete sag fandt Vestre Landsret, at arbejdsskadesikringsloven – og den deraf udstedte bekendtgørelse om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde – efter sin ordlyd m.v. må fortolkes således, at den omfatter såvel befordring fra bopælen til udstationeringsstedet som befordring fra udstationeringsstedet til bopælen, herunder befordring i forbindelse med hjemrejsen efter hver modul under en modulopdelt udstationering.  

Da arbejdsgiveren ikke havde sikret medarbejderen dækning ud over 12 måneder i kraft af udstationeringsaftalen og arbejdsskadesikringsloven, blev arbejdsgiveren pålagt erstatningsansvar over for medarbejderen for det tab, som medarbejderen måtte lide som følge ulykken.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at eventuelle uklarheder i en standardiseret udstationeringsaftale, som arbejdsgiveren har udarbejdet, normalt fortolkes til medarbejderens fordel. Det er derfor væsentligt, at en udstationeringsaftale, som baseres på en standardaftale, tilpasses i forbindelse med hver udstationering, så risikoen for fortolkningstvivl og mere vidtgående forpligtelser for arbejdsgiver mindskes i videst muligt omfang.

Derudover bør man som arbejdsgiver have afdækket eventuelle forsikringskrav og -behov forud for udstationeringens begyndelse.

Nyheden er skrevet på baggrund af Vestre Landsrets kendelse af 29. maj 2024 i BS-8647/2023-VLR.