Gemt

Modströms netbutik bliver kopieret af svindlere: "Hver gang vi får lukket en kopiside, åbnes en ny"

16. september 2024

Flere og flere netbutikker oplever at få deres site kopieret af svindlere. For netbutikken Modström er det en løbende opgave at få kopisiderne lukket ned.

For godt et år siden henvendte en kunde sig til netbutikken Modström med et spørgsmål til en ordre. Det blev startskuddet til lidt af et mareridt for virksomheden.

Ordrenummeret fandtes nemlig ikke, forklarer Rivkah Cecilie Salimanov, som er e-commerce-manager i virksomheden:

”Jeg blev mistænksom og bad kunden om at sende mig url’en. Jeg så med det samme, at nogle havde crawlet vores produkter, havde vores logo og så videre. De havde simpelthen kopieret vores side. Da jeg googlede os, fandt jeg yderligere 4-5 kopisider.”

Modström er lagt fra alene om at opleve den form for svindel. Dansk Erhvervs E-handelsbarometer viser, at hver femte virksomhed, der er blevet udsat for svindel, har oplevet, at deres hjemmeside er blevet kopieret fuldstændigt. Det bliver bakket op af tal fra politiets nationale center for it-kriminalitet, NCIK, der viser, at antallet af anmeldelser om bedrageri med falske netbutikker steg med 146 procent fra 2022 til 2023.

Frustrerede forbrugere
Modström har ifølge Rivkah Cecilie Salimanov ikke fået deciderede klager eller eksempelvis dårlige anmeldelser på Trustpilot. Men de får frustrerede ”kunder” i røret, som er røget i fælden. Når de opdager at det er en fake site, så er de heldigvis ikke sure på virksomheden. De er mere irriterede på dem selv, fordi de ikke opdagede, at de handlede på en kopiside. Alligevel er det en ubehagelig oplevelse at blive kopieret, forklarer Rivkah Cecilie Salimanov.

”Der er så mange timer og hårdt arbejde i at drifte en webshop, så er det da virkelig ærgerligt, at disse fake sites ”stjæler” vores kunder og giver dem en dårlig oplevelse. De kunder, jeg har snakket med, som har shoppet på fake sites, de konverterer jo ikke efterfølgende ved os. Det er en skam at miste kunden på den måde.”

Når en kopibutik lukkes, åbnes en ny
Modström har fået hjælp af Dansk Erhverv, og de har anmeldt siderne, der hvor domænerne er hostet. Det har hjulpet, men problemet er endnu ikke løst, forklarer Rivkah Cecilie Salimanov, som jævnligt laver søgninger på Google på enten en populær style eller blot brand-søgning på ”modström” for at finde kopisiderne:

”Vi får lukket de forskellige sites ned en efter en ved at anmelde dem. Men lige så snart en kopiside lukkes ned, åbnes en ny. Det er en løbende opgave at holde dem nede.”

Dansk Erhverv øger fokus på svindlerne
I Dansk Erhverv kan Jens Wedenborg, som arbejder med svindel, godt forstå frustrationen, som Modström langt fra er ene om at have:

”De teknologiske fremskridt gør det simpelthen lettere for svindlerne at kopiere sider. Derfor blivere flere og flere kopieret, og derfor skal problemet tages alvorligt.”

Dansk Erhverv vil sammen med E-mærket derfor styrke dialogen med de vigtigste aktører, der kan bidrage til at løse problemet.  

”Det er blandt andet teleindustrien og domæneudbyderne, men vi vil også skrue op for dialogen med myndigheder og politikere. Det kræver en holdindsats, hvis vi skal have problemet løst. Og det skal vi,” siger Jens Wedenborg.   

 

Kontakt

Digital Handel

Jens Wedenborg

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent