Gemt

Tendensen fortsætter: Forbrugerne jagter i stigende grad lave priser på nettet

18. september 2024

En stigende andel forbrugere handler på nettet, fordi de forventer, at de her kan finde den bedste pris. Det kan lyde som godt nyt, men den øgede prisbevidsthed kan presse butikkerne og give udenlandske giganter en fordel – især dem, der ikke spiller efter reglerne.

”Den kan garanteret findes billigere på nettet.”

Det tænker en stadig større andel af forbrugerne, når de skal handle.

I Dansk Erhvervs nye E-handelsanalyse for 1. halvår 2024, som udkommer i næste uge, svarer mere end hver fjerde forbruger, at forventningen om en lavere pris og muligheden for hurtigt at sammenligne priser er den primære grund til, at de handler online. Det er en lille stigning fra 2023. Generelt er prisen begyndt at fylde mere og mere hos forbrugerne de seneste år.

Det er ikke så overraskende, lyder det fra Niels Ralund, som peger på, at både renterne og inflationen er steget i samme periode:

”Så hvis man er på jagt efter den bedste pris, så kan jeg godt forstå, at man går online. Det er jo meget nemmere at sammenligne priser på nettet.”

Kamp mod giganter
Selvom det for netbutikkerne umiddelbart lyder positivt, at flere forbrugere har en forventning om, at nettet er der, hvor de kan finde de laveste priser, så er der også en bagside: Øget prisfokus kan presse bundlinjen, hvis man føler, at prisen skal længere ned, og samtidig er det øgede prisfokus en fordel for de udenlandske netbutikker – særligt de store, der kan holde omkostningerne nede.

Analysen viser da også, at prisen fylder mere for de forbrugere, der handler i udlandet; 28% af forbrugerne handlede på udenlandske netbutikker i 1. halvår af 2024 fordi ”det var billigere”. I samme periode af 2023 var det 20 procent og i 2022 var det 16 procent.

”Det er helt klart bekymrende, at flere forbrugere vurderer, at de kan få varen billigere i udlandet. Dels er det svært at ændre på opfattelser og samtidig er det svært at konkurrere på pris med udenlandske giganter – især dem, der ikke skal overholde samme regler som danske og europæiske virksomheder,” siger Niels Ralund og peger på, at Temu er stormet frem som følge af uhyre lave priser.

Nemt og bekvemt topper
Mange netbutikker vil derfor også være glade for at læse, at bekvemmelighed i form af hurtig levering, muligheden for at handle, når man har tid og levering til døren samt udvalg stadig er de absolut væsentligste årsager til, at kunderne handler online.

”Jeg tror og håber, at det vil fortsætte sådan i mange år, for det er en mere sikker grund for danske netbutikker og sammen med kundeservice er det også områder, hvor det er nemmere at overbevise kunderne om, at de skal komme igen,” slutter Niels Ralund.

Dansk Erhvervs E-handelsanalyse for 1. halvår 2024 kommer i uge 39.

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent