Gode takter for rådgiverbranchen i nyt regeringsgrundlag - nu skal ambitionerne omsættes til virkelighed
Regeringsgrundlaget er nu præsenteret, og fra Dansk Erhverv - Rådgivnings side ser vi flere positive takter for rådgiverbranchen.
Regeringsgrundlaget rummer flere positive takter for rådgiverbranchen. Nu handler det om at omsætte ambitionerne til løsninger, der virker i praksis
Regeringen sætter blandt andet fokus på kunstig intelligens, færre administrative byrder, produktivitet, forsvar, retssikkerhed, kritisk infrastruktur, energi, planlægning og byggeri. Det er alle områder, hvor rådgivervirksomheder spiller en central rolle, hvad enten der er tale om IT-rådgivere, advokater, revisorer, landinspektører, rekrutteringsvirksomheder, managementkonsulenter eller andre specialiserede rådgivere.
AI bliver en central politisk prioritet
Det er positivt, at AI fylder så markant i regeringsgrundlaget. Regeringen lægger blandt andet op til en AI-accelerationsfond, bedre adgang til offentlige data, investeringer i supercomputerkapacitet og et nationalt digitalt partnerskab. Det flugter godt med vores synspunkt om, at rådgiverbranchen er et vigtigt bindeled mellem teknologi, forretning og samfund.
AI skaber ikke værdi af sig selv. Det kræver faglighed, governance, ansvarlig implementering og menneskelig dømmekraft.
Mindre bureaukrati er en vigtig ambition
Vi hæfter os særligt ved regeringens ambition om at reducere erhvervslivets administrative byrder med 25 pct. frem mod 2035. Det er en vigtig dagsorden for mange rådgivervirksomheder – ikke mindst advokater, revisorer, compliance-rådgivere og IT-rådgivere, der hver dag hjælper virksomheder med at navigere i komplekse regler og rapporteringskrav.
Det er samtidig positivt, at regeringen vil nedsætte en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til byrdelempelser, og at ekspertgruppen tildeles udfordringsret i forhold til erhvervsrettet regulering, administrationspraksis mv. Det er et vigtigt greb, hvis ambitionen om færre byrder skal omsættes til konkrete forbedringer for virksomhederne.
Aministrative byrder hæmmer konkurrencekraften. Samtidig kan en for nidkær håndhævelsespraksis – for eksempel på hvidvaskområdet – være med til at underminere tilliden til rådgivere, som i praksis spiller en central rolle i at hjælpe virksomheder med at efterleve reglerne ansvarligt og korrekt. Derfor er det afgørende, at arbejdet med byrdelempelser både har fokus på reglernes omfang, myndighedernes praksis og den måde, kravene rammer virksomheder og deres rådgivere på.
Derudover er det relevant, at forsvar, beredskab, cyber og kritisk infrastruktur fylder så meget. Danmark står over for meget store investeringer, og det stiller krav til projektledelse, risikostyring, indkøb, udbud, jura, data, cybersikkerhed og implementering. Her har rådgiverbranchen en vigtig rolle at spille, hvis investeringerne skal omsættes til reel kapacitet og samfundsværdi.
For landinspektører og tekniske rådgivere er der også relevante spor i regeringsgrundlaget, blandt andet i relation til planlov, byggesagsbehandling, bygningsreglement, klimatilpasning, VE-udbygning og energiinfrastruktur. Det er områder, hvor specialiseret rådgivning bliver afgørende for tempo, kvalitet og sikkerhed.
Fortsat vigtige mangler
Vi savner først og fremmest en tydeligere ambition om hvordan vi sætter viden i spil. Regeringen vil meget – og på mange rigtige områder – men regeringsgrundlaget siger for lidt om, hvem der skal hjælpe virksomheder og myndigheder med at få ambitionerne til at virke i praksis.
Vi savner også vores forslag om bedre adgang til rådgivning for små og mellemstore virksomheder, herunder at undersøge muligheden for at genindføre fradragsret for erhvervsmæssige rådgivningsydelser. Det handler ikke om at støtte rådgiverbranchen, men om at give flere virksomheder adgang til den specialiserede viden, der kan skabe vækst, innovation og bedre beslutninger.
På AI-området er retningen god, men der er behov for en endnu stærkere kobling til erhvervslivet og de private rådgivere, som skal hjælpe med ansvarlig implementering, governance og bidrage til at skabe de rette løsninger.
Kort sagt: Regeringsgrundlaget indeholder flere gode takter for rådgiverbranchen, men politiske ambitioner skaber først værdi, når de bliver omsat til løsninger, der virker i virkeligheden. Her bør rådgiverbranchen bringes tidligere og mere systematisk i spil. Det vil vi i Dansk Erhverv – Rådgivning kæmpe for i årene, der kommer.
Vi følger naturligvis de konkrete initiativer tæt og vil fortsætte arbejdet for, at rådgiverbranchens kompetencer bliver tænkt ind i de kommende reformer, investeringer og politiske forhandlinger.
Andre læser også:
Ny regering - nye rammer for dansk erhvervsliv
Få overblik over, hvordan det nye regeringsgrundlag påvirker dansk erhvervsliv. Siden opdateres løbende.
Dansk Erhverv: Særdeles stærke tiltag for erhvervsliv og konkurrencekraft i nyt regeringsgrundlag – men også flere tidsler og usikker finansiering
Regeringen vil bl.a. sænke selskabsskatten, fjerne top top-skatten, øge arbejdsudbuddet og tage et opgør med bøvl og byrder. Det er nødvendigt og bør gå hurtigt, hvis Danmark også fremover skal være et velstående og konkurrencedygtigt land, mener Dansk Erhverv.
Kontakt
Medier & Kreative Erhverv
Maria Skipper Schwenn
Branchedirektør