Spring til indhold

Opråb fra en samlet handelsbranche: Der er brug for bedre rammevilkår for danske handelsvirksomheder

06. maj 2026

Opgør med den stigende mængde regler og byrder og unfair konkurrencevilkår var på dagsordenen, da Dansk Erhverv onsdag samlede flere end 300 repræsentanter fra handelsbranchen til Handlens Årsdag i Herning.

Brian Mikkelsen til Handlens Årsdag
Der er brug for bedre rammevilkår for danske virksomheder, pointerede Brian Mikkelsen til Handlens Årsdag 2026.

Hvordan styrker vi handlen som vækstmotor i Danmark?

Det spørgsmål stillede Dansk Erhverv, da vi onsdag den 6. maj samlede branchen til Handlens Årsdag i Herning.

Og svaret er enkelt: Færre regler, mindre bureaukrati – og stop for overimplementering.

”Når vi spørger vores medlemmer, hvad deres største hindring er, svarer de ikke Putin, Trump eller krig i Iran. De svarer mængden af regler og bureaukrati,” sagde Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen fra scenen i MCH Kongrescenter i Herning til de godt 320 repræsentanter fra handelsbranchen.

Budskabet blev bakket op af Marianne Lyngby Pedersen, adm. direktør i Indeks Retail A/S og formand for Dansk Erhvervs Handelsudvalg:

”Jeg sælger bøger. For at kunne det, skal jeg overholde godt 60 regler. Det siger alt om, hvor voldsomt regeltrykket er blevet.”

Den gode nyhed er, at det faktisk er til at ændre. Men det kræver politisk vilje, lød det fra Brian Mikkelsen. Politikerne kan vælge at bremse strømmen af nye regler – og indføre solnedgangsklausuler, så regler automatisk bortfalder, hvis de ikke aktivt forlænges.

”Vi kan ikke gøre noget ved Trump og Putin, og EU er svært at påvirke. Men det her kan vi gøre – og det skal vi gøre. For vi kan ikke forvente levende bymidter, stærke virksomheder og grøn omstilling uden ordentlige rammevilkår. Derfor opfordrer vi den kommende regering til at føre en aktiv erhvervspolitik med klart fokus på bedre vilkår.”

Marianne Lyngby til Handlens Årsdag
Mængden af regler er for voldsom, mener Marianne Lyngby Pedersen.

Et oplagt sted at starte er det udvidede producentansvar for emballage, pointerede Marianne Lyngby Pedersen og modtog klapsalver fra salen:

”Det er et godt eksempel på regulering, der bremser mere, end den gavner. Og når vi har taget fat på det, står jeg klar med en liste over yderligere 60 regler, der kan fjernes eller justeres.”

Fair konkurrence, tak
Branchen efterlyser også et opgør med den skæve konkurrence fra internationale platforme som Temu. Danske virksomheder bruger betydelige ressourcer på at overholde regler, som ikke gælder for udenlandske aktører. Samtidig opleves bødeniveauet som ude af proportioner.

Det skaber en konkurrencesituation, hvor danske virksomheder spiller efter ét regelsæt – og deres konkurrenter efter et andet.

Et klart signal til politikerne
Budskabet fra handelsbranchen i Herning var ikke til at misforstå:

Der skal langt større fokus på erhvervspolitik i det kommende regeringsgrundlag.
Og rammevilkårene for danske virksomheder skal forbedres markant.

For hvis handlen fortsat skal være en drivkraft for vækst, beskæftigelse og levende byer i Danmark, kræver det politiske beslutninger – ikke flere byrder.

 

Kom med!

Konference

Detailhandlens Sikkerhedsdag 2026

Deltag i Sikkerhedskonferencen 2026 og få ny viden om aktuelle trusler mod detailhandlen. Du får konkrete værktøjer til forebyggelse og håndtering samt indsigt i, hvad der driver udviklingen. Samtidig møder du branchen og styrker dit netværk på tværs af aktører, der arbejder med sikkerhed.
1473 København K
  • Medlemmer
    0 kr.
  • Ikke-medlemmer
    2.995 kr.
  • No show gebyr
    500 kr.
Ekskl. moms

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel