Spring til indhold

Danske Skoleelever og Dansk Erhverv: Skolen skal stå centralt i et kommende regeringsgrundlag

04. maj 2026

Skolen fyldte meget i valgkampen. Spørger man Danske Skoleelever og Dansk Erhverv, så skal skolen også stå centralt i et kommende regeringsgrundlag. Derfor er de elever, som skolen handler om, og de virksomheder, som i sidste ende skal ansætte de unge mennesker gået sammen med fælles ønsker til fremtidens skole.

”Det var virkelig positivt, at skolen fyldte så meget i valgkampen. En god skole er fuldstændigt afgørende grundlag for fremtidens arbejdskraft. Vi håber derfor, at den kommende regering uanset farve, vil skrive et målrettet løft af skolen centralt ind i regeringsgrundlaget,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Samme ønske lyder fra dem det hele handler om; skoleeleverne. 

”Almenskolen skal være skoletilbuddet for langt de fleste af os elever, både når det handler om trivsel, men også faglighed. Alt for mange af os elever går i dag i skole uden, at det opleves meningsfyldt, at man bliver inddraget i tilrettelæggelsen af sin undervisning eller oplever, at undervisningen enten er alt for svær eller ikke udfordrende nok,” siger Magnus Herrmann, forperson, Danske Skoleelever

En række partier fremlagde i valgkampen deres bud på fremtidens skole. Nu fremlægger elever og virksomheder deres samlede ønsker.

”Vi har nu en skole, hvor de fagligt svageste falder igennem, samtidig med at de højtbegavede mistrives og ikke lærer nok. Det er afgørende, at vi får en skole, hvor alle udfordres. Vi ønsker en skole, hvor alle bliver så dygtige, som de kan blive,” siger Mads Eriksen Storm.

Med udspillet ønsker Danske Skoleelever og Dansk Erhverv at sætte fokus på den store fællesmængde af ønsker, der er til skolen fra eleverne og helt ud på arbejdsmarkedet.

Danske Skoleelever og Dansk Erhverv ønsker bl.a. flere voksne i klasserne, målrettet hjælp til udsatte skoler, fokus på de højtbegavede og teknologiforståelse som et obligatorisk fag.

Læs hele udspillet 

Folkeskoleudspil fra Dansk Erhverv og Danske Skoleelever
pdf

Kontakt

Kontakt Dansk Erhverv pressetelefon

Uddannelse & Forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef