Dansk Erhvervs USA-chef: Her er 5 ting, jeg holder øje med i dag

I dag går amerikanerne til midtvejsvalg. Der er ikke en præsidentpost på spil, men valget kan alligevel få meget stor betydning for de sidste to år af Donald Trumps anden præsidentperiode.

Af Søren Friis Larsen, Dansk Erhvervs USA-chef

Alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet er på valg. Og hvor det for bare få måneder siden så vanskeligt ud for Demokraterne at vinde begge kamre, er valgkortet blevet betydeligt mere interessant. Flere republikanske højborge er pludselig i spil, og et politisk magtskifte i Washington er derfor ikke længere svært at forestille sig - i hvert fald den del af magten, der bor oppe på Capitol Hill.

Men midtvejsvalget handler om mere end røde og blå mandater. Det bliver uundgåeligt også en temperaturmåling på Donald Trumps anden periode, på Demokraternes fremtidige retning og mulige vinderstrategi, og på, hvor robust det amerikanske politiske system er efter nogle meget turbulente år.

Her er fem ting, jeg især kommer til at holde øje med:

1. Skifter flertallet i begge kamre?

Det er det oplagte sted at starte. For det er sammensætningen af Kongressen, der mere end noget andet afgør den politiske dynamik i Washington de næste to år. Republikanerne har i dag flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, men marginerne er små. I Senatet står Republikanerne aktuelt 53-47, mens flertallet i Repræsentanternes Hus er endnu smallere.

Hvis Demokraterne overtager ét eller begge kamre, bliver Trumps mulighed for at få større lovgivningsinitiativer gennem Kongressen markant mindre. Til gengæld får oppositionen større mulighed for at sætte dagsordenen gennem udvalg, undersøgelser og budgetforhandlinger.

Det betyder ikke, at Donald Trump pludselig bliver en magtesløs præsident. Langtfra. En amerikansk præsident har betydelig selvstændig magt inden for blandt andet handelspolitik, udenrigspolitik, regulering og executive orders. Men et delt Washington vil ændre tempoet og karakteren af amerikansk politik, og for danske virksomheder er det måske den vigtigste konsekvens af valget.

2. Hvilket Demokratisk Parti træder op på sejrsskamlen?

Det amerikanske Demokratiske Parti leder ikke kun efter mandater. Det leder også efter sig selv. Midtvejsvalget består naturligvis af hundredvis af individuelle valg, der afgøres af meget forskellige lokale forhold. Men tilsammen kan resultaterne alligevel fortælle noget om, hvilken type demokrater der har vinden i ryggen. Er det de moderate kandidater, som forsøger at vinde midtervælgere og signalerer økonomisk ansvarlighed og en relativt erhvervsvenlig kurs? Er det de mere progressive kandidater, som ønsker større forandringer inden for eksempelvis sundhed, klima og socialpolitik Eller er det en ny generation af mere populistiske demokrater, som forsøger at møde Trump-bevægelsen med en venstreorienteret variant af den samme anti-establishment-retorik?

Spændingerne er meget synlige. På den ene side har progressive kandidater haft markante gennembrud, bl.a. her i New York, hvor jeg holder til. På den anden side har en gruppe demokratiske kandidater i konkurrencedygtige valgkredse ligefrem følt behov for offentligt at understrege, at de er kapitalister og ikke socialister. Det interessante bliver derfor ikke kun, om Demokraterne vinder. Men hvem der vinder for dem. Det kan blive et fingerpeg om partiets retning frem mod præsidentvalget i 2028.

3. Accepterer præsidenten valget?

Det spørgsmål burde næsten være overflødigt i et etableret demokrati. Det er det desværre ikke i USA.

I Danmark diskuterer vi politik inden for nogle stort set fælles accepterede demokratiske spilleregler. Herovre diskuterer man med stigende animositet også selve spillereglerne: Hvordan valg skal gennemføres, hvem der må stemme, hvordan valgkredse tegnes, hvilke institutioner der har hvilken kompetence – og i sidste ende hvornår et valgresultat kan betragtes som legitimt. Erfaringerne fra præsidentvalget i 2020 betyder naturligvis, at spørgsmålet om Donald Trumps reaktion får særlig opmærksomhed.

Midtvejsvalget er ikke et præsidentvalg, og Trump er derfor ikke selv på stemmesedlen. Men han har gjort valget til en folkeafstemning om sin administration og opfordrer vælgerne til at betragte det, som om han selv var kandidat. Hvis Republikanerne mister et eller begge kamre – særligt hvis afgørende valg bliver meget tætte – bliver det derfor værd at holde nøje øje med retorikken fra Det Hvide Hus. Ikke fordi enhver uenighed om et valgresultat er udemokratisk. Tætte valg skal naturligvis kunne prøves juridisk. Men demokratier fungerer i sidste ende kun, hvis taberne accepterer, at de en gang imellem taber.

4. Hvordan reagerer markederne?

Her forventer jeg faktisk mindre drama. Finansmarkeder bryder sig normalt ikke om usikkerhed, men de er ofte ganske gode til at indregne forventede valgresultater på forhånd. Derfor er det sjældent selve valgnatten, der isoleret set flytter markederne dramatisk, medmindre resultatet er meget anderledes end forventet. Historisk har investorer heller ikke nødvendigvis haft noget imod gridlock – altså en situation, hvor Det Hvide Hus og Kongressen kontrolleres af forskellige partier. Det kan lyde paradoksalt. Men set med investorøjne betyder politisk stilstand også mindre risiko for pludselige store ændringer i skatter, regulering og økonomisk politik.

Det betyder ikke, at valget er ligegyldigt for virksomheder. Tværtimod. Handelspolitik, told, energipolitik, sundhedspolitik, AI-regulering og skattepolitik vil fortsat være enorme temaer. Men mange af de mest betydningsfulde beslutninger for danske virksomheder bliver sandsynligvis påvirket mindst lige så meget af Trump-administrationens egne beføjelser som af, hvem der har et snævert flertal i Kongressen. Det mest interessante signal fra markederne bliver derfor måske ikke selve kursreaktionen onsdag morgen, men hvordan forventningerne til amerikansk vækst, inflation, renter og erhvervspolitik ændrer sig i ugerne efter valget.

5. Hvem vinder de lokale dramaer?

Endelig kommer jeg til at holde øje med en række enkeltvalg. For amerikansk politik er national – men amerikanske valg er i høj grad lokale.

Hvis jeg blot skal vælge to, bliver det Texas og Maine:

James Talarico i Texas
Texas har i årtier været en republikansk højborg. Donald Trump vandt staten med omkring 14 procentpoint i 2024. Alligevel er den Demokratiske senatskandidat James Talarico lykkedes med at gøre valget mod republikaneren Ken Paxton reelt konkurrencedygtigt. En offentlig måling fra sommeren havde ligefrem Talarico fem procentpoint foran, og nyere analyser beskriver fortsat Texas som et af de republikanske områder, Demokraterne overraskende har gjort konkurrencedygtige.

Talarico er ung, karismatisk og har forsøgt at kombinere en klar, Demokratisk profil med et sprog, der også kan appellere uden for partiets traditionelle vælgergrupper. Kan han tage den hele vejen til målstregen?

Hvis en demokrat kan vinde et amerikansk senatsvalg i Texas, vil det i sig selv være bemærkelsesværdigt. Det vil også gøre en af USA's økonomisk vigtigste stater endnu mere interessant frem mod 2028. Texas er ikke kun interessant med politiske briller. Det er en enorm vækstøkonomi med store danske erhvervsinteresser inden for blandt andet energi, life science, teknologi, transport og industri.

Susan Collins i Maine
I den helt anden ende af landet står den erfarne og etablerede republikanske senator Susan Collins over for et svært genvalg. Collins repræsenterer en type republikansk politiker, som efterhånden er blevet sjælden: moderat, institutionelt orienteret og villig til indimellem at gå imod sit eget parti og Donald Trump. Det gjorde hun eksempelvis, da hun i januar 2025 stemte nej til Pete Hegseth som forsvarsminister. Hun var en af blot tre republikanske senatorer, der stemte imod hans endelige godkendelse.

Nu møder hun demokraten Troy Jackson i et vanskeligt politisk klima. Collins forsøger blandt andet at gøre sin anciennitet, sit lokale arbejde for Maine og sin rolle som formand for Senatets bevillingsudvalg til centrale argumenter for genvalg. For mig er Maine derfor en interessant lakmusprøve på noget større: Er der stadig plads i det Republikanske Parti til en senator, der både kan være republikaner og bevare en vis politisk selvstændighed i forhold til Donald Trump? Samtidig med at han og Republikanerne er i strid modvind i opinionen. Noget af en balancegang, men Collins er dreven og ekstremt lokalt forankret og kendt.

Trump går ind i valgets sidste måned med meget lave popularitetstal. En Reuters/Ipsos-måling offentliggjort 5. oktober målte hans approval rating til 32 procent – det laveste niveau i nogen af hans to præsidentperioder. Men hans spøgelse svæver stadig over valget og partiet som en anden Stanis Baratheon.

Et midtvejsvalg, der handler om mere end Kongressen
Midtvejsvalg bliver ofte beskrevet som en slags folkeafstemning om den siddende præsident. Det skulle jeg hilse og sige også er tilfældet denne gang. Men valget den 3. november bliver efter min mening mindst lige så interessant som en temperaturmåling på, hvor USA politisk er på vej hen. Har vælgerne fået nok af Trump – eller blot af inflation og høje leveomkostninger? Har Demokraterne fundet en politisk vej tilbage, eller får de blot hjælp af modvind for den siddende administration? Er der fortsat plads til moderate politikere i et stadig mere polariseret USA? Og kan amerikanerne igen være enige om, hvem der vandt, når stemmerne er talt op?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg kommer til at holde øje med på valgnatten. Som altid i amerikansk politik bliver svarene næppe kedelige.