Dansk Erhverv: PISA-tal kalder på klog digitalisering
I kølvandet på den seneste PISA-måling har der været stor kritik af både sociale medier og digitale læremidler. Flere har kaldet på mere analog undervisning. Men et dyk ned i PISA-tallene viser, at digitale læremidler faktisk har en positiv effekt.

Den seneste PISA-måling var ikke opløftende nyt. Danske skoleelevers kunnen er ifølge målingen historisk ringe, og der har været massiv debat om såvel årsager til misæren, og hvad der skal gøres. Børns brug af skærme har berettiget fyldt meget. Dansk Erhverv har dykket ned i PISA-rapporten og kan konstatere, at der er brug for en mere nuanceret tilgang.
”Vi er helt med på, at sociale medier ikke hører hjemme i skoletiden, og at der er for mange forstyrrelser og uhensigtsmæssig digitalt brug i skolen. Vi ser også gerne, at eleverne får bedre bøger, men vi skal passe på med at tro, at ren analog undervisning er løsningen. For faktisk viser PISA’s analyse, at digitale læremidler har meget positiv effekt på indlæringen i både naturfag og læsning. Vi skal gøre det rigtige i forhold til, hvordan vi indretter vores skole. Vi skal ikke forlade os og handle på mavefornemmelser og synsninger, men på fakta,”
siger Mads Eriksen Storm, chef for viden og innovation i Dansk Erhverv.
Tiden kan ikke skrues tilbage
Mads Eriksen Storm understreger, at det bliver for sort og hvidt og ude af trit med virkeligheden, når nogen taler om enten skærm eller ikke skærm.
”Det handler om, at vi skal blive bedre til at bruge de digitale muligheder. Vi kan ikke bare skrue tiden tilbage i klasselokalet og så lade som om, at den digitale udvikling aldrig har fundet sted.
Det nytter ikke at gøre skolen til et digitalt lukket land, og eleverne så i fritiden går ud i et gennemdigitaliseret samfund, hvor de i øvrigt ofte vil stå på egen hånd i forhold til at skulle navigere i den digitale verden. Det duer bare ikke. Vi skal lære vores børn og unge at håndtere skærmene og blive herrer over teknologien. Ellers bliver det teknologien, der bestemmer,” siger Mads Eriksen Storm.
Teknologiforståelse som nøgle
Dansk Erhverv peger blandt andet på, at der er brug for et decideret nyt fat til at sikre den rigtige håndtering af det digitale område.
”Teknologiforståelse er en afgørende faglighed på linje med at læse, skrive og regne. Vi er lysår bagud i forhold til at klæde vores børn og unge på til livet i et digitaliseret samfund. Det er en nødvendighed, at vi får det indført som et obligatorisk timesat fag i folkeskolen,” siger Mads Eriksen Storm.
Kontakt
Uddannelse & Forskning
Mads Eriksen Storm
Chef for viden og innovation