Spring til indhold

Dansk Erhverv roser ny brintaftale: Staten lægger hånden på kogepladen

29. september 2026

En ny politisk aftale forbedrer rammevilkårene for det kommende danske brintrør til Tyskland. Dansk Erhverv roser særligt det markant lavere bookingkrav og udskydelsen af brintaktørernes garantistillelse. Det øger mulighederne for at realisere Syvtallet og skabe grundlaget for fremtidig dansk eksport af grøn brint. 

Ulrich bang
Den nye aftale bliver hilst velkommen af Dansk Erhverv, der roser regeringen for at forbedre rammevilkårene, forklarer Ulrich Bang.

Der er nu indgået en politisk tillægsaftale om Syvtallet, der skal transportere grøn brint fra Esbjerg til den tyske grænse. Med aftalen sænkes statens mindstekrav til forhåndsbookinger fra 0,5 GW til 0,1 GW ved fristen for garantistillelse, mens brintaktørernes garantistillelse over for Energinet udskydes til 1. januar 2028. 

Det vækker stor glæde i Dansk Erhverv. 

”Det her er en rigtig god aftale for dansk brint. Med et bookingkrav på 0,1 GW og en udskydelse af garantistillelsen til 2028 bliver der taget hånd om nogle af de helt konkrete risici, som brintaktørerne står med. Det forbedrer mulighederne for, at Syvtallet rent faktisk bliver realiseret – og dermed for at Danmark kan opbygge en ny eksportposition inden for grøn brint. I stedet for alene at eksportere strøm som en råvare kan vi forædle de grønne elektroner til grøn brint og skabe mere værdi i Danmark,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for Klima, Energi, Miljø & Byggeri i Dansk Erhverv. 

Grøn brint befinder sig fortsat i sin opstartsfase. Store investeringer i produktion, infrastruktur og aftag skal foretages parallelt, og projekterne er derfor i høj grad afhængige af hinanden. Med den nye aftale er staten villig til at påtage sig en større del af risikoen i denne tidlige fase. Det er helt nødvendigt, mener Dansk Erhverv. 

”Det afgørende ved aftalen er, at staten lægger hånden direkte på kogepladen. Grøn brint står med et klassisk hønen-og-ægget-problem: Producenterne skal finde kunder og investere milliardbeløb, men kunderne skal samtidig kunne stole på, at infrastrukturen til at transportere brinten kommer på plads. Nogen er nødt til at være med til at bryde den cirkel. Her påtager staten sig nu en større del af risikoen for infrastrukturen, og det fortjener stor ros,” siger Ulrich Bang.

Syvtallet kan blive en central infrastruktur for eksport af grøn dansk brint. Men det kræver samtidig, at der er et europæisk marked at eksportere til. Derfor opfordrer Dansk Erhverv regeringen til at stå vagt om de fælleseuropæiske krav til grøn brint, som i øjeblikket er under pres.

”Vi skal passe meget på, at vi ikke med den ene hånd investerer milliarder i at få et marked for grøn brint op at stå og med den anden hånd fjerner fundamentet under det. Der er lige nu kræfter i Europa, som ønsker at svække kravene til grøn brint. Det vil være den helt forkerte vej at gå. Vi risikerer at kvæle markedet, før det for alvor er kommet i gang,” siger Ulrich Bang og fortsætter: 

”Regeringen skal derfor stå vagt om de europæiske regler. Virksomhederne skal turde investere milliardbeløb og indgå langsigtede kontrakter. Det kræver, at de kan stole på, at Europa ikke pludselig ændrer spillereglerne.” 

Andre læser

Nyhed

Dansk Erhverv: God interesse for dansk havvind er en gevinst for både energisikkerhed, arbejdspladser og investeringer 

Dansk Erhverv ønsker Vattenfall stort tillykke med at hive stikkene hjem i statens havvindsudbud. Interessen for projekterne er et vigtigt signal om, at Danmark fortsat kan tiltrække investeringer i havvind. Samtidig kan udbygningen skabe grøn strøm, styrke Europas forsyningssikkerhed og udløse milliardinvesteringer og tusindvis af arbejdspladser. 

“Europa må ikke miste kontrollen over kritisk energiteknologi”

KK Group slår én ting fast: Europas energisystem skal bygges med kritiske komponenter fra europæiske leverandører. Ellers risikerer vi at bygge væsentlige sikkerhedsrisici ind i vores energisystem.

Kontakt

Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør