; ;
Gemt

Virksomheder falder i hjælpepakke-huller: ”Vi kigger ind i en hård fremtid"

26. juni 2020

Hertz er hårdt ramt af den manglende aktivitet i lufthavnen, og selskabet har netop været nødt til at afskedige en række medarbejdere. De huller, der er i aftalen om udfasning af hjælpepakker, kan få store konsekvenser for branchen, frygter Dansk Erhverv, der derfor foreslår en række justeringer til modellen.

Aktiviteten i biludlejningsselskabet Hertz følger slavisk aktiviteten i Københavns Lufthavn. Når rejseaktiviteten er lav, er aktiviteten på selskabets kontor i Kastrup det derfor også.

”Det er ikke specielt positivt lige nu, og jeg tror, der går lang tid, før vi kommer tilbage til en normal hverdag i vores branche,” siger Martin Peick-Kristensen, der er adm. direktør i Hertz.

Han har indtil nu haft medarbejdere sendt hjem på lønkompensation, men uden udsigt til hverken mere økonomisk støtte eller en betydelig større aktivitet i forretningen, har han torsdag været nødt til at afskedige medarbejdere.

”Vi har skåret helt ind til benet nu, og vi kigger ind i en hård fremtid,” siger han og fortæller, at selskabet ikke har været berettiget til andet hjælp end lønkompensation i forbindelse med coronakrisen. Derfor har fyringer været uundgåelige.

Hertz er ikke den eneste virksomhed, der får problemer i forbindelse med, at de forskellige hjælpepakker stopper.

En række selskaber indenfor turisme- og oplevelseserhvervene, der også har fået hjælp til at dække faste omkostninger, bliver desuden ramt, når hjælpepakkerne for faste udgifter stopper 8. juli.

Læs Dansk Erhvervs forslag til justering af hjælpepakker.

Regeringen indgik den 15. juni en bred aftale om udfasning af hjælpepakker, en ny hjælpepakke til faste omkostninger og stimuli af dansk økonomi, og selvom Dansk Erhverv grundlæggende synes, at det er en god aftale, er det vigtigt at forholde sig til de huller, der i den konkrete model.

”Det betyder, at en række af de virksomheder, som man fra politisk hold ellers ønskede at holde hånden under står uden hjælpepakke allerede fra den 8. juli. Det gælder for eksempel en del hoteller, konferencesteder, spillesteder, biludlejere, virksomheder i lufthavnene, underleverandører til turismen og så videre,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv foreslår

For at gøre op med den række af de uhensigtsmæssigheder, der er ved aftalen, foreslår Dansk Erhverv blandt andet, at man sænker kravet, så man skal dokumentere, at 35 procent af ens omsætning kom fra turister sidste sommer.

Samtidig foreslår Dansk Erhverv, at man udvider definitionen af, hvornår man får adgang til hjælpepakken ved at medtage andre coronarelaterede retningslinjer, som kraftigt begrænser virksomhedernes kapacitet, som eksempelvis areal-krav, forsamlingsforbud, 6-dages regel, rejsevejledninger og afstandskrav.

Tilbage i Hertz er Martin Peick-Kristensen og Hertz netop et eksempel på, at virksomheder, der er afhængige af luftfarten, stadig går en  usikker fremtid i møde.

Hans største håb er derfor, at der kommer gang i lufthavnen igen hurtigst muligt.

”Vi har brug for at få gang i luftfartsindustrien igen. At man får åbnet op og gør det muligt at rejse igen,” siger han.