Af Liv Østerstrand Rasmussen
Foto: Jakob Møller

Tidsregistrering ned til mindste minut er en fast del af hverdagen, når medarbejderne i fonden Incita løser en opgave for det offentlige ved at støtte mennesker til at finde job, uddannelse og afklaring for fremtiden.

Men det er hverken noget, der bidrager positivt til opgaveløsningen eller medarbejdernes trivsel, understreger adm. direktør for Incita, Christina Grøntved.

”Jeg ved, det ikke er værdiskabende. Det skaber også frustration hos vores medarbejdere, og det gør det også i det offentlige. Det er vitterligt ikke motiverende at registrere sin tid på minutter, når du sidder og skal opbygge en tillidsfuld relation til et menneske,” siger hun.

I det hele taget er de nuværende meget faste rammer for tid – både tidsregistreringen og de tidsbegrænsede perioder for opgaveløsning – et benspænd for at kunne hjælpe de mennesker, det handler om.

”Jeg ville ønske, vi blev købt til at levere et resultat, i stedet for at levere en ydelse, som det er nu. Vi leverer for eksempel arbejdsevneafklaring, CV-kursus, eller jobplacering hos en arbejdsgiver, men hvis vi i stedet blev købt til at levere et job for eksempel, ville det give os mere metodefrihed, og det ville også lette administrativt, fordi vi nu skal afrapportere på minutter, hvordan vi bruger vores tid,” siger Christina Grøntved.

Ikke alt kan gøres målbart
Mange af de beskæftigelsesindsatser, Incita udfører, er rettet mod borgere med komplekse problemer som misbrug, hjemløshed eller psykiske lidelser.

”Vi oplever at skulle hjælpe nogen med at finde et job, hvor ledigheden er det mindste problem,” siger Christina Grøntved.

Når det er tilfældet, kan der være brug for en større koordineret indsats med psykiatrien eller at sætte gang i en misbrugsbehandling parallelt med jobsøgningen. Netop her er der behov for at arbejde sammen på tværs for at sikre borgeren den rette hjælp i rette tid. Tingene er nemlig ikke sort/hvide, og det er forskelligt, hvordan borgere og situationer skal gribes an.

”Der er blot den udfordring, at det ikke nødvendigvis er kvantitativt målbart det her med at rykke en borger tættere på arbejdsmarkedet eller at blive mindre psykisk syg, trives bedre eller få styr på sit hashmisbrug uden nødvendigvis at være i job og helt clean og ude af behandling,” siger Christina Grøntved.

Derfor mener hun, at der er behov for mere tillid og mod til at lette de administrative greb for at give plads til mere metodefrihed i opgaven med at hjælpe mennesker bedst muligt videre i livet.

På den måde sættes der fokus på de indsatser, der virker, og det relationelle får mere plads, det er nemlig fuldstændig ligegyldigt, om du har talt med et menneske i 56 minutter eller 41 minutter, påpeger Christina Grøntved.

”Når du registrer på minutter, ved du, at du får det antal minutter, du betaler for,” siger hun og fortsætter: ”Men det her handler om mennesker, så hvis du skal nå nogle resultater, skal du fokusere på det mål, du vil opnå og turde sætte fri.