; ;

13. juni 2023

Ord: Søren Willemoes Poulsen

Foto: Mads Rydberg Larsen

Kosmetik og personlige plejeprodukter er vigtige for rigtig mange danskeres livskvalitet. Det skal vi huske, når vi debatterer kemi og kosmetik, mener Kosmetik- og hygiejnebranchens adm. direktør, Helle Fabiansen.

”Wow, jeg ser jo helt anderledes ud. Se lige mine øjne, de skinner jo helt!” Kvindens smil går fra øre til øre, og selv i Magasin Du Nords lyse og funklende kosmetikafdeling springer hendes glæde i øjnene. Smilet og den begejstrede stemme lader ingen tvivl tilbage: Kvindens start på denne ellers halvkolde og anonyme onsdag er blevet markant bedre takket være en dygtig makeup-artist med både erfaring og kosmetiske produkter ved hånden.

Livskvalitet og skattemilliarder
Den følelse af øget livskvalitet takket være kosmetiske produkter er kvinden i Magasin Du Nord langt fra ene om få. Faktisk viser en analyse fra Kosmetik- og hygiejnebranchen, at halvdelen af de danske forbrugere betragter kosmetik og personlige plejeprodukter som vigtige eller meget vigtige for at forbedre deres livskvalitet. Samtidig siger 42 procent af de danske forbrugere, at kosmetik og personlige plejeprodukter er vigtige eller meget vigtige for at opbygge deres selvværd.

“Man må ikke underkende, hvor meget det betyder for forbrugere, at de kan udtrykke deres følelser og identitet ved at bruge makeup eller en parfume, som de virkelig godt kan lide,” siger Helle Fabiansen, som de seneste syv år har stået i spidsen for Kosmetik- og hygiejnebranchen.

Øget livskvalitet er dog ikke det eneste positive bidrag fra branchen, lyder det fra Helle Fabiansen:

”Vores medlemmer skaber arbejdspladser, de betaler skat i Danmark, og deres produkter som solcreme, håndsprit og tandpasta øger folkesundheden.”

Hun henviser til analyser, der blandt andet viser, at branchen bidrager direkte med omtrent 12 milliarder kroner til det danske BNP, og at god håndhygiejne på arbejdspladser kan reducere antallet af fraværsdage med cirka 1,9 millioner om året.

Der er altså masser af gode historier og tal i branchen, forklarer hun, mens hun hjemmevant bevæger sig rundt i kosmetikafdelingen: ”Desværre oplever jeg, at den side ofte drukner i ensidig og ligefrem usand kommunikation på sociale og traditionelle medier. Det betyder, at vores branches samfundsbidrag bliver negligeret, og at mange af vores medlemmer og deres produkter bliver mistænkeliggjort på trods af, at de lever op til nogle meget strenge krav. Det optager mig og vores medlemmer meget.”

Bekymringsindustrien
Hvorfor er det problematisk?
”Vores virksomheder lever op til nogle meget skrappe regler. Branchen bruger hvert år et tocifret milliardbeløb på forskning og udvikling af nye produkter, og det tager enormt lang tid at få et produkt sikkerhedsvurderet og sendt på markedet, men hvis det bliver stemplet som potentielt sundhedsskadeligt, kan det lynhurtigt miste al troværdighed og dermed værdi – også selvom det sker på et usagligt grundlag,” forklarer Helle Fabiansen.

Hun pointerer, at det også rammer forbrugerne, hvis de på den baggrund bliver i tvivl om produkternes sikkerhed og derfor vælger dem fra – især hvis det drejer sig om produkter som solcreme og andre sundhedsprodukter.

”Der bliver nærmest skabt det, jeg vil kalde en bekymringsindustri, for hvem selv ikke den meget ambitiøse europæiske lovgivning er nok. Man lægger ekstra lag på en i forvejen stram lovgivning, når man usagligt skaber tvivl om produkterne og dermed puster til den lille gnist af bekymring, som mange forbrugere kan have.”

Vi går efter bolden
Helle Fabiansen nævner flere sager, medieomtaler og projekter, der har fået hendes og medlemmernes blodtryk til at stige. Hver gang har hun dog valgt at fokusere på fakta og holde fast i den saglige dialog bag lukkede døre fremfor at søge konfrontationen i medierne:

”Jeg tror på, at vi kommer længst ved at gå efter bolden, fortsætte med at fortælle de gode historier og pege på fakta. Og fakta er, at virksomhederne er underlagt skrappe regler, hvis mål er forbrugernes sikkerhed. Det er jo også i virksomhedernes interesse at have kunder, der er trygge ved produkterne.

Det kan være en svær strategi at følge, når andre råber højt og usagligt, indrømmer hun, og derfor så hun også gerne, at politikerne i større stil bakker op om de stramme regler, der allerede er indført:

”Jeg husker, da Mette Frederiksen under corona takkede branchen for at levere håndsprit lynhurtigt. Det var virkelig dejligt med den anerkendelse. Jeg siger ikke, at de skal takke os hver dag, men det kunne være rart, hvis politikerne, når virksomhederne eller produkterne mistænkeliggøres, anerkendte og erkendte, at de selv har sat nogle skrappe regler op, som virksomheder faktisk lever op til, og at virksomhederne derudover også bidrager til samfundet”

En dansk forbruger bruger:

  • Over seks forskellige kosmetik-produkter dagligt Elleve forskellige kosmetikprodukter ugentligt
  • Kvinder bruger i gennemsnit 8 forskellige kosmetikprodukter dagligt og 13 ugentligt
  • Unge mellem 18-34 år bruger op til 15 forskellige kosmetikprodukter om ugen

Kilde: Kosmetik- og hygiejnebranchen

Fik du læst