Kommentar af Lasse Hamilton Heidemann, 
EU- og international chef i Dansk Erhverv

I Bruxelles ligner alting sig selv.  Flagene vejrer foran Berlaymont-bygningen, et virvar af sprog og dialekter summer på gangene i parlamentsbygningen, møder bliver holdt, kaffe bliver drukket, og lovgivning bliver udarbejdet, oversat og håndhævet.

Alligevel er intet helt, som det plejer. For efter en lang periode med stabilitet på de industri- og handelspolitiske linjer i det europæiske og globale samarbejde har en ny geopolitisk virkelighed fået overtaget. Det er ikke kun coronakrisen og Ruslands invasion af Ukraine, det er også et stadig mere selvbevidst Kina og amerikanske industripolitiske tiltag, der sætter både EU og en lille åben økonomi som den danske under pres.

Der er samtidig sket en udpræget svækkelse af det multilaterale globale handelssystem, og i stedet præger sikre forsyningskæder – sikkerhed i det hele taget – og regionalisering af verdensøkonomien den virkelighed, der optager politikere og interessenter.

Med andre ord er der nye udfordringer, som kræver nye svar – også fra dansk side. Vi skal ikke være naive, men heller ikke grundlæggende undergrave det, som Danmark i høj grad lever af; et mangfoldigt erhvervsliv, der handler med omverdenen.

Frihandel frem for protektionisme
Hvis danske og europæiske virksomheder skal blive succesfulde, og også gerne store, skal der være gode rammevilkår og et stort barrierefrit hjemmemarked, der giver mulighed for vækst og luft under vingerne. Spørgsmålet er, hvordan EU skal reagere, når Kinas langstrakte og massive statsstøtte til landets egen industriproduktion og nu USAs enorme grønne hjælpepakke Inflation Reduction Act (IRA) skaber forvridninger i det globale marked.

Særligt i forhold til USA har EU generelt en meget mindre innovationsvenlig regulering inden for ny teknologi, blandt andet inden for energi, biotek og fødevarer, og der er behov for et stærkt fokus på færre byrder, mere innovationsvenlig regulering og hurtige godkendelser af nye, innovative løsninger i EU.

USA’s IRA, hvor amerikanske virksomheder blandt andet kan få skatterabatter og statsstøtte til blandt andet bæredygtige energiprojekter, har kun gjort spørgsmålet om statsstøtte i EU mere presserende.

På den ene side er det stærkt positivt, at amerikanerne nu for alvor rykker på den grønne omstilling, mens hjælpepakken på den anden side også har elementer af tydelig protektionisme efter princippet America First og Buy American, som får blikkene til at flakke i Bruxelles.

Hvad kommer det til at betyde for udviklingen på det europæiske marked? Den amerikanske IRA er nemlig en stor mulighed for blandt andre danske virksomheder for at rykke ind eller udvide forretningen i USA, men samlet set udfordrer hjælpepakken EU, som havde håbet på et tættere samarbejde med vores største allierede om ikke at undergrave lige konkurrencevilkår i den transatlantiske handel.

Så hvad kan EU gøre nu? Et politisk modsvar er på plads i form at væsentlig udvidede muligheder for national statsstøtte og forskellige industripolitiske forslag. Til gengæld er fælles gældsoptagelse for at finansiere på tværs af EU skudt til hjørne.

For dansk erhvervsliv er det vigtigt, et svaret bliver proportionelt med problemet, og at støtte til virksomhederne sker på markedsvilkår og en måde, som forvrider det indre marked så lidt som muligt.

Erhvervsministeren Morten Bødskov har meldt ud, at Danmark skal “holde trit” med andre landes statsstøtte, hvilket er en fornuftig melding i den nuværende situation – selvom det i praksis vil være svært at følge med de større landes statskasser. Det er i det hele taget en trist situation, hvor det er størrelsen af statsstøtten, der afgør, om en virksomhed er succesfuld eller ej.

Styr på hjemmefronten
Noget af det vigtigste, EU og medlemslandene kan gøre, er at opretholde en sund konkurrence internt i det indre marked. ”Competition starts at home,” som Margrete Vestager, ledende næstformand for Europa-Kommissionen, siger det, og som vi i Dansk Erhverv bakker fuldstændig op om.

Derfor mener vi, at iveren for at sikre udvikling og større europæiske virksomheder ikke må betyde, at der skal laves undtagelser fra konkurrencereglerne – ingen i Europa skal være beskyttet mod almindelig sund konkurrence, der medfører vækst og innovation.

Men når der nu skal gøres noget for at støtte europæisk fremdrift, er det vigtigt, det bliver på en måde, der forvrider det indre marked mindst muligt, og i øvrigt er i overensstemmelse med WTOs regler.

De dybeste lommer
Åbning for national støtte indebærer en risiko for statsstøtteræs mellem de europæiske lande, så virksomheder i stater med de dybeste lommer får mest støtte og kan udkonkurrere virksomheder fra andre dele af EU. Tidligere har vi set, at ”midlertidige” lempelser i statsstøttereglerne, blandt andet i forbindelse med coronakrisen og invasionen af Ukraine, er benyttet meget ujævnt. Et lækket papir fra generaldirektoratet for konkurrence, som kommissær Margrete Vestager er ansvarlig for, påpeger, at cirka 80 procent af den statsstøtte, der er uddelt som følge af særligt coronakrisen, er tildelt i Tyskland og Frankrig.

Det kan skaber en væsentlig forvridning og fragmentering i det indre marked, som bør undgås. I alle tilfælde bør åbne offentlige udbud være standarden for tildeling af midler, så vi sikrer, at de bedste til prisen leverer det, der er behov for. Udrulning af offentlige subsidier bør være markedsbaserede, for politikerne skal ikke vælge morgendagens virksomheder – det er markedet meget bedre til.

Som udgangspunkt bør der være fri konkurrence for og adgang til offentlige udbud, så skatteborgernes penge bliver brugt på ansvarlig vis. Eventuelle problemer med sikkerhed, dumping, subsidier eller andre skævvridende effekter skal adresseres effektivt, men som udgangspunkt bør der aldrig indgå krav om lokalt indhold. Vi hverken kan eller vil acceptere, at der diskrimineres mod danske eller europæiske virksomheder i tredjelande – så det må i sagens natur også gælde for os selv.

Grænsedragning
I diskussionen om, hvad der skal ske med og i EU på lang sigt og strategisk autonomi, er der nogle ret vigtige skillelinjer. Alle kan være enige om, at områder som forsvarsmateriel, vital infrastruktur som energi- og vandforsyning, dele af telekommunikationen og så videre er kritiske, og at der er behov for særligt at beskytte disse. Mindre er enigheden om, hvor langt den strategiske suverænitet strækker sig.

I landene syd for Hamborg rækker begrebet til en meget større del af økonomien end i de mere handelsliberale lande mod nord. Siden der nu er behov for industripolitiske tiltag, er det afgørende, at vi i Europa er rimeligvis enige om, hvad der er kritisk og strategisk. Der skal sættes hegnspæle ned, så vi rammer det, der vitterligt er behov for at beskytte, men ikke sænker hele vores økonomi ned i industripolitisk statslig styring.

Vigtigt at være open for business
Danmark og EU står i en situation, hvor vi er nødt til at adressere det, der reelt truer vores samfund. Men det er vigtigt, at vi gør det uden at lukke os om os selv. Danmark og Europa skal generelt være Open for Business, selvom vi i den givne situation har behov for at sikre, støtte og beskytte særlige elementer i vores samfund mod en uhensigtsmæssig påvirkning fra tredjelande.

Med et velfungerende indre marked, gennem forskellige handelsdefensive instrumenter og med en målrettet, begrænset, proportional og midlertidig industripolitik kan dygtige danske og europæiske virksomheder blive konkurrencedygtige og vokse sig store. Vi bliver som Europa og Danmark konkurrencedygtige globalt ved at sikre de bedste rammevilkår for erhvervslivet. Det arbejder vi for i Dansk Erhverv.