Ældreminister Mette Kierkgaard står i spidsen for regeringens omfattende frisættelse af ældreområdet. Hun mener, at ældreplejen i langt højere grad skal have fokus på borgerens frie valg, og at der skal være fair og lige konkurrence mellem offentlige og private leverandører.

Ord: Tine Østergård Korcyl 
Foto: Jeppe Carlsen 

For godt et år siden fik Danmark ny ældreminister. Her rykkede Mette Kierkgaard (M) ind i ministerkontoret på Holmens Kanal, hvor hun skal stå i spidsen for regeringens store planer om en omfattende frisættelse af ældreområdet.  

Mette Kierkgaard er ny i det politiske system, men har mange års erfaring fra det offentlige system. Hun er dermed fuldt bevidst om omfanget af den opgave, hun takkede ja til, da Lars Løkke Rasmussen tilbød hende posten som ældreminister. 

”Jeg brænder for ældreområdet og den borgernære velfærd. Jeg er vokset op i en klassisk vestjysk familie, hvor jeg lærte at kigge ud over min egen næsetip og kere mig om andre. Min far drev en slægtsgård, hvor han tog karlene på landet under sine vinger. Det er også det, jeg skal som ældreminister; kere mig om de ældre og skabe kvalitet i ældreplejen,” siger Mette Kierkgaard og fortsætter: 

”Jeg har været ansat i det offentlige system i mange år og har flere gange oplevet, at de forskellige søjler ikke taler sammen. Det er borgerne, det går ud over, og jeg kan nærmest mærke på min egen krop, hvordan det må være at være ældre i systemet. De skal nærmest være verdensmestre for at kunne koordinere deres egen hjælp.” 

Derfor skal ældreområdet sættes fri, mener ministeren. 

”Der skal være fokus på nærvær og omsorg for den enkelte borger, ikke på skemaer og minuttyrani. Og der skal være større tillid til medarbejderne i ældreplejen,” siger hun og afrunder: 

”Man kan nærmest ikke se de ældre for bare regler.” 

Afregningsmodel for private leverandører 
Vi møder Mette Kierkgaard en septemberdag på hendes kontor med udsigt til Holmens Kirke. Vi er her for at tale om regeringens planer om at frisætte ældreområdet, og planerne om at udvide og styrke det frie valg. 
Dansk Erhverv har længe arbejdet for en udvidelse af og styrkelse af det frie valg, så private leverandører får bedre muligheder for at levere ældrepleje. Mere frit valg er også en del af regeringsgrundlaget. 

Hvordan vil du og regeringen sikre, at der kommer fair konkurrence og lige vilkår mellem offentlige og private leverandører? 

”Jeg kan ikke løfte sløret for det endnu. Men det bliver en af de vigtigste dele at lande på en god afregningsmodel, og vi arbejder benhårdt på at finde en løsning. Kommunerne har et stort ønske om at skabe gennemsigtighed, men det er svært.”  

For Dansk Erhverv er det helt centralt, at vi som samfund får den bedst mulige ældrepleje for pengene. Det forudsætter åbenhed i den kommunale økonomi og fair takstregning, fordi private og selvejende leverandører ofte afregnes med afsæt i, hvad den tilsvarende kommunale service koster.  

Derfor foreslår Dansk Erhverv, at der skabes åbenhed om økonomien ved blandt andet at etablere et klart overblik over omkostningerne forbundet med at levere pleje, skabe mulighed for, at leverandøren kan gå til en uafhængig kontrol- og vejledningsenhed og få efterprøvet taksten, og at vi stiller samme krav til samme pleje gennem krav om årsregnskaber fra alle tilbud.  

Frisættelse på tre ben 
Ifølge ældreministeren skal frisættelsen af ældreområdet stå på tre ben: frisættelse af borgeren, medarbejderen og civilsamfundet. 

”Regeringens styrepind er den enkelte ældres ønsker og behov for selvbestemmelse. Der skal være færre ansigter i den enkeltes hjem,” siger hun. 

Frisættelse af borgeren 
”Vi fødes som kopier, men dør som originaler. Så hvorfor skal den ældre kun have standardmuligheder?” siger Mette Kierkgaard. 

Hun holder en kort tænkepause, inden hun fortsætter: 
”Det holder simpelthen ikke. Vi er nødt til at tage bestik af den ældre befolkning, og hvad der giver den enkelte ældre livsglæde. Ældre har forskellige ønsker og forskellige behov for hjælp. Det skal ældreplejen kunne levere på med skræddersyede løsninger. Det kræver, at vi styrker det frie valg og samarbejdet mellem offentlige og private leverandører.” 

I dag bliver de ældre fulgt igennem programmer, som styres af standarder og kontroller, fortæller Mette Kierkgaard.    
”Når borgeren får tildelt en ydelse, er det udmålt i minutter og dage. Der er ingen fleksibilitet i ydelsen. Hvis borgeren eksempelvis er psykisk sårbar og har brug for personlig pleje fra en social- og sundhedshjælper, medicindosering fra en sygeplejerske og genoptræning fra en fysioterapeut, så skal der rigtig mange personer ind i hjemmet på alle tider af døgnet – og den ene hånd ved i mange tilfælde ikke, hvad den anden gør. Det tager systemet ikke hensyn til,” siger hun og uddyber: 

”Hvis den ældre har det dårligt og ikke har overskud til at tage af sted til en læge- eller fysioterapeutaftale, så bortfalder tiden. Men måske burde der i stedet komme en social- og sundhedshjælper ud til borgeren og spørge, om vedkommende har brug for en snak i stedet. Det sker bare ikke. Alt er styret ud fra visitatorens udmålinger.”   

Har du en personlig oplevelse, der illustrerer udfordringerne i ældreplejen? 

”Når jeg hører pårørende, der fortæller om en ældre, der modtager hjemmepleje og har en række behov, så italesætter de en hjælpeløshed. Vi har ikke skabt rammerne for at blive lyttet til og talt med. Heller ikke rammerne for de ansatte. Det giver en afmagtsfølelse for alle parter. Hvis dialogen ikke er i centrum, så lykkes vi ikke med vores opgave, som er at skabe en god ældrepleje. Og vi lykkes ikke med at fastholde personalet.” 

Mette Kierkgaard fortæller, at mere end 80 procent af de ældre er tilfredse med den pleje, de får. Men tilliden slår sprækker. 

”Det er katastrofalt, for så begynder vi at få et a- og b-hold i velfærdssektoren. Tal fra Forsikring & Pension viser, at næsten 2,7 millioner danskere har en privat sundhedsforsikring. Det er ikke et problem i sig selv at den ældre køber en privat sundhedsforsikring eller køber andre private ydelser, men det må ikke skyldes mistilliden til det offentlige system. Vi må ikke lade det stå til i vores velfærdssamfund og gå på kompromis med den offentlige ældrepleje og chancelighed i adgang til ældreplejen.” 

Frisættelse af medarbejderne 
Mangel på arbejdskraft er en af de allerstørste udfordringer i ældreplejen. I 2035 vil der ifølge Mette Kierkgaard mangle 15.000 medarbejdere på social- og ældreområdet. 

”Det er en kæmpe udfordring,” siger hun og uddyber: ”Vi har en kæmpe personaleomsætning. På ét år forlod næsten hver femte medarbejder på ældreområdet sit job. Arbejdsvilkårene er svære at finde glæde i.” 

Derfor vil Mette Kierkgaard og regeringen frisætte medarbejderen og skabe større tillid til medarbejderens faglighed og dømmekraft. 

”Medarbejderen er den bedste til at vurdere, hvordan den ældre kan hjælpes. Det er ikke en hyldevare. Velfærden bliver bedre og mere kreativ, hvis vi giver medarbejderen større frihed og større indflydelse på opgaverne. Det skaber arbejdsglæde hos medarbejderne at kunne gøre en forskel for de ældre – og medarbejdernes arbejdsglæde skaber livsglæde hos de ældre. Så på den måde er frisættelsen af medarbejderen en win-win situation for alle parter.” 

Frisættelse af det lokale ansvar 
Det tredje ben i frisættelsen handler om civilsamfundet.  

”Vi skal have aktiveret civilsamfundet langt mere. For velfærd bliver skabt i mødet mellem mennesker. I Danmark er vi kendt for et stærkt civilsamfund, og det er fantastisk, for civilsamfundet kan noget unikt, men der, hvor vi lægger energien, er ofte ikke så forpligtende,” siger ældreministeren og fortsætter: 
”Når de fagprofessionelle i ældreplejen får en ny ældre borger ind i teamet, skal de være nysgerrige på, om der er pårørende eller naboer omkring den ældre, som kan aktiveres. Det må ikke ske som en automatreaktion, men skal foregå i tæt dialog med den ældre og de pårørende.” 

Mette Kierkgaard fremhæver hospicer som et sted, hvor civilsamfundet kan bidrage til at skabe lys. 

”Jeg har besøgt et hospice med 12 faste pladser, der havde 60 frivillige, som skulle bringe hverdagen ind i de ældres liv. Her var blandt andet en frivillig, der bagte pandekager sammen med en af de døendes børnebørn og serverede pandekagerne på sengen. Det understøttede, at den døende så lys i øjnene på sit barnebarn. For mig er det et godt eksempel på, hvordan civilsamfundet kan hjælpe i ældreplejen – og skabe livsglæde.” 

I Nederlandene er man langt mere opmærksom på at aktivere civilsamfundet som det første led i velfærden på ældreområdet, fortæller ældreministeren. Det kan dog ikke overføres til en dansk sammenhæng, hvor vi har et andet mønster, men, siger Mette Kierkgaard: 

”Vi skal være nysgerrige på de lokale fællesskaber, og det kommer til at blive en del af regeringens reformudspil på ældreområdet. Det er ikke kun staten, der har et ansvar, det har vi alle sammen.”