; ;

22. november 2023

Kommentar af:
Lotte Engbæk, branchedirektør for handel, Dansk Erhverv
Kasper Lindgaard, chef for analyse og samfundsøkonomi, Dansk Erhverv

Danske virksomheders succes i udlandet er med til at øge velstanden herhjemme. Derfor skal vi skabe gode rammer for de virksomheder, der fastholder deres base i Danmark, men samtidig afsøger nye markeder og udvider deres forretning uden for landets grænser.

450 milliarder kroner er et svimlende tal. Det er også nogenlunde det beløb, som danske virksomheder – minus søfarten – med aktiviteter i udlandet bidrog med i indtægter til den danske betalingsbalance i 2022.

En stor del af de mange milliarder kommer fra en stærk medicinalindustri, men pengene kommer også fra de cirka 15.000 butikker, som danske handelsvirksomheder ifølge Retail Institute har i udlandet. De 15.000 butikker er rekordmange, og den milepæl er i den grad værd at fejre.

Vi skal nemlig være glade for de danske virksomheders succes i udlandet, for det skaber arbejdspladser og er med til at øge velstanden og bidrage til velfærden i Danmark. Når danske butikker åbner i udlandet, er det samtidig med til at øge interessen for Danmark og danske produkter blandt udenlandske forbrugere.

Erfaring og knowhow
Udover de mange milliarder, så sender de danske butikker også en anden form for værdi hjem: Viden og erfaring. Det gælder knowhow om alt fra kundeadfærd til produktlanceringer og butiksindretning, som er ekstremt vigtig for de danske virksomheders evne til at klare sig på hjemmemarkedet, hvor udenlandske virksomheder åbner fysiske butikker og e-handel – og dermed skaber en benhård konkurrence.

Danske virksomheders knowhow om, hvordan man driver butikker i forskellige lande, er vigtig, fordi det blandt andet skærper virksomhedernes indblik i, hvordan man sikrer en autentisk butiksoplevelse for kunderne. En anden vigtig valuta, som de danske virksomheder sender hjem, er inspiration.

Når eksempelvis Jysk lykkes med at åbne godt 900 butikker i Tyskland, eller når Lagkagehuset slår dørene op i New York, giver det blod på tanden hos andre virksomheder. Derfor skal vi hylde de virksomheder, der søger mod udlandet, eller er på vej til at gøre det.

Det handler om rammevilkår
Når Rami Jensen, adm. direktør i JYSK, skal forklare, hvorfor virksomheden, der i gennemsnit åbner en ny butik hver femte dag, bliver ved og ved og ved med at åbne nye butikker og søge mod nye markeder, peger han på virksomhedens kultur og DNA – de kan simpelthen ikke lade være. Sådan har mange andre danske virksomheder det også. Lysten driver værket.

Den indstilling hylder vi i Dansk Erhverv, og derfor vil vi også gerne gøre vores for at understøtte virksomhedernes rejseiver. Derfor kæmper vi for at sikre virksomhederne en stærk hjemmebane i Danmark, hvor de kan vokse sig stærke og skabe et solidt fundament, hvorpå de kan bygge modet til at afsøge nye markeder uden for landets grænser. Det handler om gode rammevilkår – blandt andet en god digital infrastruktur, adgang til kvalificeret arbejdskraft og et skattesystem, der ikke sætter danske virksomheder bagud på point.

Den næste vækstsætter
JYSK, Salling, Bestseller, Søstrene Grene, Normal, Thansen, Les Deux og alle andre danske virksomheder med butikker i udlandet har alle én ting til fælles: De er startet som små iværksættervirksomheder. Derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan, for at skabe de bedste opvækstvilkår for vores iværksættere, så de kan blive til nye vækstsættere med lyst til at åbne butikker i udlandet.

Der er behov for, at vi både støtter de etablerede virksomheder og hjælper iværksætterne, så kan vi sikre, at flere virksomheder i fremtiden vil fastholde deres base i Danmark, men samtidig har mod og lyst til at afsøge nye markeder og udvide deres forretning til udlandet – til gavn for virksomhederne selv og for fællesskabet herhjemme.

Fik du læst?

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi