Gemt

Handelserhvervets økonomiske fodaftryk

602.000 jobs i Danmark er direkte eller indirekte knyttet til handelserhvervet. Det svarer til 27 pct. af alle private jobs i Danmark. Samtidig er 391 mia. kr. af Danmarks bruttoværditilvækst knyttet til erhvervet.

Analyse

NOVEMBER 2022

Handelserhvervet, der udgøres af detailhandlen og engroshandlen, udgør en vigtig brik i dansk økonomi. I 2021 var der 448.000 ansat i detailhandlen eller engroshandlen. Dertil kommer, at der er 155.000 jobs i andre brancher, der indirekte er knyttet op på aktiviteterne i handelserhvervet. Det er når virksomhederne i branchen køber varer eller tjenester hos underleverandører fx rengøring, IT eller revision.

Det betyder, at der samlet er 602.000 jobs i Danmark, der direkte eller indirekte er knyttet op på handelserhvervet. Det svarer til 27 pct. af alle private jobs i Danmark. Med andre ord er handelserhvervet en stor jobmotor for Danmark.

Handelserhvervet er tilmed en meget stor branche sammenlignet med andre brancher. Til sammenligning er 344.000 jobs direkte eller indirekte knyttet til i bygge- og anlægsbranchen. Der er direkte eller indirekte knyttet 161.000 jobs til hoteller og restauranter, mens 103.000 jobs er knyttet til landbruget. Handelserhvervet har med andre ord tilknyttet omkring lige så mange jobs som landbruget, hoteller og restauranter samt bygge og anlæg tilsammen.

Der ændres ikke grundlæggende på resultaterne, hvis det opgøres i fuldtidsbeskæftigede. Der er 404.000 fuldtidsbeskæftigede direkte eller indirekte knyttet til handelserhvervet.

Bruttoværditilvækst på knap 400 mia. kr.
Udover at være en stor jobmotor er der også stor værdiskabelse i handelserhvervet. I 2021 var bruttoværditilvæksten i handelserhvervet tilsammen 275 mia. kr. Dertil kommer en indirekte bruttoværditilvækst på 116 mia. kr., når virksomhederne i handelserhvervet indkøber varer og tjenester hos andre virksomheder udenfor branchen.

Det betyder, at handelserhvervets bidrag til Danmarks samlede bruttoværditilvækst er 391 mia. kr., hvilket svarer til 22 pct. af den samlede bruttoværditilvækst i den private sektor.

Bruttoværditilvækst er den mest anvendte opgørelse af en branches værdiskabelse. Bruttoværditilvækst udtrykker den værdi som handelserhvervet har tilført fx en vare, når den står i butikkens vindue (eksklusive moms og afgifter).

Handelserhvervets økonomiske fodaftryk

pdf

Download

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil