Gemt

Økonomisk Redegørelse: Væksten er i virkeligheden overraskende lav

Økonomiministeriet har torsdag offentliggjort Økonomisk Redegørelse august, som blandt andet indeholder en økonomisk prognose for de kommende år. Regeringens prognose forventer en vækst på 1,8 pct. i år og 1,8 pct. til næste år.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar d. 30. august 2018

Forventningerne til væksten i år er en anelse lavere end seneste prognose i maj, mens forventningerne til væksten til næste år er en anelse højere end forventningerne i maj.

Væksten sidste år var på 2,3 pct., men var dog i høj grad trukket af et en enkeltstående betaling for brug af danskejede intellektuelle rettigheder – det bidrog isoleret set til at BNP sidste år steg med 0,4 pct. Det betyder, at væksten sidste år ville have været på blot 1,9 pct., hvis vi ser bort fra den enkeltstående betaling. Den ekstraordinære betaling sidste år trækker også med ind i vækstprognosen for i år, hvor regeringens økonomer i prognosen ser bort fra den enkeltstående betaling – ellers ville deres vækstskøn for i år have været lavere.

Fremgangen i dansk økonomi er i virkeligheden overraskende lav

Sidste år var væksten i det private forbrug på blot 1,6 pct. I år og til næste år forventer regeringens økonomer dog lidt større fremgang i det private forbrug, som de forventer vil vokse med 2,3 pct. i år og 2,1 pct. til næste år. Det er i virkeligheden i den lave ende. I øjeblikket har vi gode forudsætninger for fremgang i det private forbrug; beskæftigelsen er rekordhøj, ledigheden lav, pæn reallønsvækst og boligpriserne er stigende. Men det tyder på, at fremgangen i privatforbruget ikke for alvor vil tage fat.

I lyset af at der i øjeblikket er flot fremgang på vores eksportmarkeder, så er væksten i eksporten også skuffende. Så inden vi bliver helt ovenud begejstrede over, at det går fremad, er det naturligt at spørge, om det ikke burde gå endnu mere fremad? Set i lyset af den flotte globale vækst og samtidig gode privatøkonomiske forudsætninger, så bør vi efter vores vurdering klart sigte højere. At dansk økonomi således langt fra imponerer skal ses i lyset af, at blandt andet det stramme arbejdsmarked er begyndt så småt at blive en bremse i forhold til fremgang i økonomien. Torsdag morgen viste nye tal fra Danmarks Statistik at 56 pct. af vækstvirksomhederne i bygge- og anlæg melder om mangel på arbejdskraft, mens 30 pct. af vækstvirksomhederne i serviceerhvervene melder om mangel på arbejdskraft. Hvis det økonomiske opsving skal fortsætte er det nødvendigt, at private virksomheder kan tiltrække arbejdskraft. De allerede gennemførte reformer trækker i retning af øget arbejdsstyrke, men der er behov for yderligere initiativer.

Danmarks Statistiks BNP-indikator viste, at væksten i 2. kvartal blev på blot 0,3 pct. Fredag får vi tal for BNP-væksten i 2. kvartal, herunder væksten i eksporten og privatforbrug. Det vil give os et mere præcist billede af hvordan økonomien har udviklet sig.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil