Gemt

Krav om arbejdspladsbrugsanvisninger ophæves pr. 1. juli 2019

Den 1. juli 2019 ophæves kravet om, at virksomheder, som arbejder med faremærkede stoffer og materialer, skal udarbejde en skriftlig arbejdspladsbrugsanvisning (APB). Det betyder, at I fremover i stedet skal have øget fokus på instruktion og oplæring, inden jeres ansatte arbejder med farlige stoffer og materialer.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 25. APRIL 2019

Ændringer i bekendtgørelsen om arbejde med stoffer og materialer og i bekendtgørelsen om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer betyder, at kravet om arbejdspladsbrugsanvisninger forsvinder. I stedet for udarbejdelsen af en APB, skal du som arbejdsgiver sikre, at arbejdspladsvurderingen omfatter en kemisk risikovurdering, hvis der arbejdes med farlige stoffer og materialer i virksomheden. Som arbejdsgiver skal du også sikre, at faremærkede produkters sikkerhedsdatablade, som indhentes fra leverandørerne, er til stede på virksomheden og tilgængelige for de ansatte.

Derudover betyder ændringerne, at du som arbejdsgiver skal have øget fokus på oplæring og instruktion forud for, at de ansatte påbegynder arbejdet med faremærkede produkter. Det omfatter blandt andet:

  • Hvordan stoffer eller materialer håndteres, bruges og opbevares sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder eventuelle anvendelsesbegrænsninger.
  • Korrekt brug af sikkerhedsforanstaltninger under arbejdet, herunder værnemidler og disses placering på arbejdspladsen.
  • Sikkerhedsforanstaltninger ved uheld, f.eks. brand, spild og lignende.
  • Bortskaffelse af stoffer og materialer og brugte værnemidler.

Har du allerede en velfungerende proces for instruktion og oplæring, der involverer arbejdspladsbrugsanvisninger (APB), kan det fortsat benyttes, og de skriftlige APB’er kan indgå som dokumentation for den gennemførte risikovurdering og i instruktion og oplæring af de ansatte ganske som hidtil.

Se ændringerne i bekendtgørelserne på Arbejdstilsynets hjemmeside

Har du som arbejdsgiver spørgsmål til ændringerne, eller er i tvivl om, hvordan I skal håndtere arbejdet med farlige stoffer og materialer, er du velkommen til at kontakte Dansk Erhvervs Arbejdsmiljøafdeling.