Medarbejdersikkerhed på rejser

Skrevet af Bo Benemann Bischoff, Bischoff Advisory 

Den 17. december sluttede Maren og Louisas korte liv på en gold bjergskråning tæt på Refuge du Toubkal. Deres lig blev fundet af franske turister, der alarmerede marokkansk politi. Historien spredte sig globalt på få timer.

På Universitet i Syd-Norge, USN, var de studerende gået på juleferie og ledelsen forberedte sig på forårssemesteret 2019. Man anede uråd allerede ved mediernes første meldinger, institutledelsen varslede den øverste ledelse og USN sammenkaldte elektronisk sit kriseteam. Man tog straks kontakt til det norske Utenriksdepartement, da der var yderligere 7 studerende fra USN i området.

Drabene rørte verden. Det var en emotionel stærk hændelse under en højtid med en politisk og sikkerhedsmæssig dimension. Den blev kompliceret af, at der var adskillige nationaliteter involveret; Marokko, Norge, Danmark, med mange statslige aktører. Det gav massiv mediebevågenhed, der accelerede yderligere ved fremkomsten af en bestialsk drabsvideo den 19. december, som blev spredt på nettet via pigernes Facebook-konti og kontaktnet.

USN’s campus i Bø i Telemark blev et samlingspunkt over de halvanden måned, hvor krisen var på sit højeste, med et massivt ressourcetræk på ledelsen. USN, der er Norges nyeste universitet med 4 fakulteter, 19.000 studerende og 1.500 ansatte spredt udover 8 campusområder, havde en policy for beredskab og sikkerhed, havde strukturen til krisestyring, men var uforberedt på en hændelse af denne karakter. Ledelsen gennemfører i disse dage en evaluering, men meget tyder på at koordination, kommunikation, evne til at etablere et billede af situationen og opstille scenarier, pårørende kontakt og meget andet – selv i en situation hvor USN ikke har skyld eller ansvar udover det etiske – må styrkes.

Det er ikke kun studerende der rejser.

Danmark er et åbent og sårbart samfund, der lever af handel. Små 800.000 danskere er beskæftigede i eksporterhvervene, der finansierer 50% af vor vækst. Vore universiteter og læreanstalter, der er det forskningsmæssige fundament for udviklingen af konkurrencedygtige produkter og ydelser, har et vidtforgrenet globalt akademisk netværk. Medarbejderne i vore humanitære organisationer lindrer nød og er sammen med erhvervslivet vort væsentligste værktøj til at opfylde FN’s verdensmål.

Vi er derude og globalisering er vort grundvilkår. På kanten til Globalisering 4.0 og den 4. industrielle tidsalder står vi dog med en erkendelse af, at der er frakturer i den kendte verdensorden og grundlæggende ændringer på vej. Billedet af global ustabilitet er rammen om vort virke, risici over vor norm er arbejdsmiljøet derude.

Herhjemme er medarbejderne beskyttet af arbejdsmiljøloven. Når vi sender vore medarbejdere udenfor landets grænser, nyder de ikke nødvendigvis samme beskyttelse. Her er der ingen regler eller standarder. Lidt barokt, når vi har særlige regler for opkrævning, fakturering og angivelse af moms ved international handel, ringbind med regler for dyretransport, kompendier med varekoder, end-user-certificering, men ingen myndighedskrav til beskyttelse af vore medarbejdere på rejsen.

I Australien, Canada og Schweiz har man lovgivet for internationalt arbejde. I England har de introduceret en BSI-standard. Når Danmark i fremtiden skal virke i et globalt miljø version 4.0, så må vi sikre, at virksomheder, organisationer, myndigheder og læreanstalter rustes til den ny virkelighed, og vi må stille ensartede krav til arbejdsgivernes sikring af medarbejderne på rejse.

I fraværet af et myndighedskrav eller en dansk standard, så kan arbejdsgivers forpligtigelse eller Duty-of-care overfor medarbejderne – uanset om vi taler om en virksomhed, myndighed, institution eller organisation – opdeles i 4 kategorier:

• Informationspligt
• Præventive tiltag
• Interventionsevne
• Monitering

Informationspligt
Informationspligten handler om at kunne informere medarbejderne om de trusler, der kan forventes at være ved arbejdssituationen. Om at kunne give en ærlig, faktuel briefing om miljø, vilkår og trusler på stedet. Om at sikre at udviklingen lokalt følges og at ændringer kommunikeres. En god start kunne være at se på de tre hovedårsager til hændelser; sygdomsbillede, kriminalitet og trafik. På nogle destinationer er politisk uro, konflikt og måske terror relevante at inkludere. På andre – især i Asien – er naturkatastrofer en faktor. Opstil en risikomatrice med anvisninger om imødegåelse af de væsentligste trusler.

Præventive tiltag
Præventive tiltag vedrører det samlede set-up som organisationen etablerer med henblik på at kunne arbejde i mindre sikre eller usikre miljøer. Det indebærer et blik på organisationens samlede risikoeksponering på den korte og lange bane; eksempelvis udviklingen i antallet af rejsedage til hhv. lav, middel og højrisikoområder, samt rejsemønstre – kvindelige rejsende, medarbejdere med særlig sårbarhed på visse destinationer (LGBTI, etnicitet, religion). Dernæst strategiske overvejelser om valg af risikostrategier, risikoopfattelse og drøftelser af risikotolerance; hvilke risici og hvilket niveau af risiko er acceptabelt? Kan vi sælge enzymer til Libyen? Anløbe Tripoli? Bjergvandring i Laos? Hvordan forholder vi os til våben og bevæbnede vagter? Code of conduct, forhold i fritiden, gaver og korruption, beskyttelse af tredjepart og meget andet, som kunne formuleres i en sikkerhedspolicy.

Organisationens præventive tiltag vedrører også hvor og hvorledes arbejdet med sikkerhed skal forankres, koblinger til andre områder som HR og IT, administrative procedurer og rutiner. Endelig drejer det sig om at etablere en sikkerhedskultur og styrke medarbejdernes robusthed, øge deres kompetence til at håndtere udfordringerne, hvad enten det er kultur, trafik, det lokale sygdomsspekter, kriminalitet, forretningsklima, naturkatastrofer eller andet.

Træn som udgangspunkt medarbejderne i kulturforståelse, rejsesikkerhed, førstehjælp, risikoperception, konflikthåndtering – og gerne i en passende kulturel kontekst.

Interventionsevne
Organisationens Interventionsevne går på at have et passende beredskab. Både ved hændelser og kriser, så man kan intervenere rettidigt til fordel for medarbejderne. Kriseteam, handlingsplaner, checklister, vagt-/nødtelefon, sikker kommunikation, evne til håndtering af pårørende og medier, at vide hvilke rådgivere man tilkalder, når krisen kommer, at have det rette mix af forsikringer med de rette operatører er alt sammen ganske gavnligt.

Den centrale lære, ikke blot for USN med Maren og Louisa, men for alle organisationer er, at selvom man en er stærk leder med stor faglighed, er mange kompetencer uanvendelige i en krise, der byder på ganske andre og uvante udfordringer. Træn ledelsen og medarbejdere i krisestyring. Lav korte øvelser med udgangspunkt i relevante scenarier. Det styrker både teamwork, beslutningskraft og agilitet.

Kriser kommer aldrig belejligt.

Monitering
Det er god skik at monitere indsatsen med henblik på kvalitetssikring og justering. Ligesom måling og benchmarking på arbejdsrelateret sygdom og fravær, er det en ide at holde øje med sygdom og fravær, der relaterer sig til rejse og udstationering. Erfaringerne fra humanitære organisationer viser, at udbrændthed, forskellige former for stress og sygdomsforekomst er noget højere for rejsende og udstationerede medarbejdere.

Undersøg også i hvilken grad medarbejderne efterlever sikkerhedsprocedurer og -bestemmelser, deres risikoadfærd og vurder behovet for tilpasning af risikostrategi og operative tiltag.

Medarbejdernes rejsesikkerhed og organisationers robusthed overfor risici og kriser er et område, der er utilstrækkeligt belyst og adresseret. Sandsynligvis fordi den overvejende del af dansk eksport (omkring 3/4) går til kendte markeder i den vestlige verden med lavere risici. Når danske virksomheder skal etablere sig på emerging- og især frontier markets er sikring af medarbejderne en nødvendighed.

Usikkerhed og stigende globale risici må ikke blive en barriere for at fastholde og udvikle vor velfærd. Som regel er terror ikke den største trussel – langt flere bliver ofre for banale trafikuheld, bliver ramt af multiresistente bakterier, malaria eller maveonde og ganske mange bliver bestjålet eller overfaldet . Selv det banale har omkostninger og konsekvenser på mange niveauer.

De fleste humanitære organisationer og adskillige af de største danske virksomheder har af egen drift erkendt behovet og arbejder aktivt med at styrke deres robusthed. Men erhvervslivets mellemlag, vore uddannelsesinstitutioner og mange myndigheder, halter efter.

Skønt en tragedie som drabene på Maren og Louisa er yderst sjælden, så eksponeres danskere, både forretningsrejsende, studerende, forskere, humanitære og statsansatte hver dag for risici ude i verden.

Dem skylder vi at passe bedre på.