; ;
Gemt

Kampagne: Gå efter god kemi når du e-handler

Med en ny kampagne ”Gå efter god kemi” vil Miljøministeren sammen med blandt andet Dansk Erhverv og Kemikalieforum hjælpe forbrugerne med at undgå skadelig kemi i børneprodukter, f.eks. legetøj og plejeprodukter til børn – ikke mindst i den kommende julehandel.

Nyhed

Dansk Erhverv | E-handel - 19. november 2019

God kemi når du e-handler

Udenlandske netbutikker og platforme er populære hos danske forbrugere og mange sælger til meget lave priser. Desværre er bagsiden af de lave priser nogle gange, at der sælges produkter, som ikke lever op til produktsikkerhedsreglerne og eksempelvis indeholder skadelig kemi. Det er denne problemstilling, der er omdrejningspunktet i kampagnen.

Når forbrugere køber direkte hos udenlandske netbutikker og platforme, bliver de selv en slags importører og er selv ansvarlige for indholdet af det, de køber. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme. Men det er der mange, der ikke er klar over, fordi de er vant til, at de kan være trygge, når de handler i danske netbutikker.

Miljøministeriet vil nu styrke opmærksomheden hos de danske forbrugere og har derfor igangsat en kampagne, der skal styrke forbrugernes opmærksomhed overfor farlig kemi, når de handler hos udenlandske webshops. Dansk Erhverv er sammen med andre erhvervsorganisationer og grønne organisationer med i kampagnen, der har som mål at gøre de danske forbrugere bevidste i forhold til kemi, hvilket i sidste ende vil komme danske webshops til gode.

Vanskeligt at sætte ind over udenlandske webshops
Når Miljøstyrelsen finder produkter, der ikke overholder EU’s regler, skal producenterne fjerne produkterne. Men hvis det er produkter købt i udenlandske netbutikker, der ikke markedsfører sig på dansk eller i EU, er det begrænset, hvad danske myndigheder kan gøre. For eksempel har Miljøstyrelsen tidligere fundet ulovlige mængder af kemikaliet bor, der er skadeligt for forplantningsevnen, i slimlegetøj købt uden for EU, og der også fundet hormonforstyrrende ftalater i skadelige mængder i plastikfigurer fra 3. lande. I Danmark er der også forbud mod ftalater i legetøj og produkter til børn i alderen 0-3 år, og derudover er legetøj og andre produkter til børn fra 0-14 år omfattet af skrappe EU-regler.

Hvis en udenlandsk netbutik eller platform markedsfører sig på dansk, skal den overholde de danske regler for produktsikkerhed og forbrugerbeskyttelse. Men det sker langt fra altid og i praksis kan det være svært for myndighederne at gøre noget, hvis virksomheden befinder sig på den anden side af jordkloden.

Børnefamilier er den primære målgruppe for kampagnen
Børnefamilierne er nogle af de flittigste til at e-handle og de er i fokus for kampagnen.

”Børnefamilierne er et vigtigt fokus, for børn er mere følsomme for påvirkning fra skadelig kemi end voksne. De danske virksomheder har lagt sig i selen for at overholde reglerne for f.eks. legetøj og plejeprodukter til børn, og for dem er det frustrerende at se, at konkurrenter i 3. lande ikke tager børns sikkerhed alvorligt. Vi kan se, at mange forældre tror, at varerne bliver kontrolleret, også dem købt uden for EU” – udtaler formand for Kemikalieforum og miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv, Jakob Zeuthen.

Læs mere om kampagnen og Kemikalieforum, der er en arbejdsgruppe nedsat af Miljø- og Fødevareministeriet: Kemikalieforum.