Gemt

Amazon bekræfter indtog på det svenske marked

05. august 2020

Den amerikanske onlinegigant Amazon bekræfter i en pressemeddelelse, at virksomheden åbner deres e-handelsplatform i Sverige. Der er ingen tvivl om, at Amazons tilstedeværelse i Sverige vil få betydning for udviklingen i detailsalget og spørgsmålet er, hvordan vil det påvirke det danske marked?

 

I en pressemeddelelse bekræfter e-handelsplatformen Amazon, at den er klar til at tage det næste skridt ind på det svenske marked. ’Amazon.se’ er dog ikke helt klar endnu og forsøger man at gå ind på amazon.se, bliver man omdirigeret til den tyske side. Selvom Amazon bekræfter åbningen, er det fortsat ikke sat en dato for, hvornår e-handelsplatformen åbner i Sverige.

- Amazon har været tilgængelig for svenske forbrugere og virksomheder gennem vores forskellige europæiske hjemmesider i flere år, lyder det i en pressemeddelelse fra Amazon.

Flere har udvist bekymring for Amazon indtog i Norden, fordi mange detailhandlere har svært ved at konkurrere med platformens lave priser og hurtige levering. I flere af de europæiske lande, hvor Amazon har etableret sig, står platformen for 50 pct. af al e-handel. I en analyse af de mulige konsekvenser af Amazons indtog i de nordiske lande forudså Boston Consulting Group for et par år siden, at Amazon i løbet af de første år ville overtage mellem 8 og 20 pct. af onlinemarkedet.

Hvorvidt Amazon kommer til Danmark, er endnu uvist, men etableringen i Sverige vil også påvirke konkurrencen i Danmark.

Revurder din digitale strategi og overvej e-eksport via Amazon.se

Lanceringen af Amazon i Sverige kan være en god mulighed for danske virksomheder, der således kan sælge på det svenske marked og gøre brug af Amazons infrastruktur, herunder lager og logistik, betalingssystemer, kundeservice mv.

Der vil uden tvivl være hård konkurrence, og det er langt fra alle virksomheder, der kan profitere på at sælge via markedspladser, men tendenser taler for, at salget i større grad flyttes til markedspladser.

Det er derfor vigtigt, at danske virksomheder overvejer at udnytte de eksportmuligheder, som Amazons tilstedeværelse i Sverige åbner for. En succes på Amazons svenske markedsplads vil muligvis kunne bane vejen til at teste salgskanalen på Amazons andre europæiske markedspladser.

Læs også flere artikler om Amazon:

Dansk Erhverv arbejder for lige konkurrencevilkår

Amazon fungerer også som markedsplads, hvor virksomheder fra lande uden for EU kan sælge deres varer direkte til forbrugerne. En række undersøgelser af de store online markedspladser (f.eks. Wish.com, AliExpress, eBay m.fl.), bl.a. fra Dansk Erhverv, har påvist at bl.a. asiatiske virksomheder sælger varer på Amazons markedsplads, hvor flertallet ikke lever op til reglerne for produktsikkerhed og forbrugerbeskyttelse og hvor der heller ikke betales den lovpligtige moms. Det skævvrider konkurrencen til skade for lovlydige danske og europæiske virksomheder. Dansk Erhverv arbejder politisk for at sikre fair og lige konkurrencevilkår.

Læs Dansk Erhvervs undersøgelse af online markedspladser her: https://www.danskerhverv.dk/politik-og-analyser/e-handel/study-of-unsafe-and-dangerous-products-on-platforms/

Læs om de Europæiske forbrugerorganisationers undersøgelse her: https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/onlinemarkedspladser-to-ud-af-tre-produkter-dumper-i-test2/

Læs Den Europæiske Legetøjsbranches undersøgelse her: https://www.toyindustries.eu/press-release-eu-toy-safety-toy-industry-calls-for-eu-rules-to-enforce-online-marketplaces-to-weed-out-illegal-traders/