; ;
Gemt

Onlinemarkedspladser: To ud af tre produkter dumper i test

26. marts 2020

Det er svært ikke at komme til at købe farlige produkter på de store onlinemarkedspladser som Wish, Aliexpress, Ebay og Amazon – det viser en ny undersøgelse foretaget af forbrugerorganisationer i seks europæiske lande, heriblandt Danmark.

Farlige produkter til salg igen efter kort tid
Seks europæiske forbrugerorganisationer har købt 250 produkter på de fire store handelsplatforme Wish, Aliexpress, Ebay og Amazon og fået dem testet. Hele 66 procent af de testede produkter bestod ikke produktsikkerhedstesten, heriblandt var julelyskæder, der gav elektrisk stød, mobilopladere, der brød i brand, og brandalarmer, der ikke reagerede på røg og hertil kommer kosmetik og legetøj med farlig kemi.

Undersøgelsen viser med den største tydelighed, at der er brug for kontrol og regulering af onlinemarkedspladsernes ageren på det europæiske marked. På nuværende tidspunkt tager onlinemarkedspladserne nemlig ikke ansvar for produktsikkerheden.

Onlinemarkedspladserne mener ikke selv, at de har ansvar for at sikre lovligheden af produkterne, der bliver solgt af 3. parts sælgere på deres markedspladser, før produkterne kommer til salg til forbrugerne. De mener kun, at de er forpligtet til at fjerne farlige produkter, hvis de bliver gjort opmærksomme på, at en test viser, at et produkt ikke lever op til sikkerhedskravene.

Amazon, Aliexpress og Ebay har således tilsluttet sig EU-Kommissionens frivillige ”Product Safety Pledge”, hvor de forpligter sig til at fjerne de farlige produkter fra deres hjemmesider og gøre hvad de kan for at sikre, at produkterne ikke kommer til salg

Problemet er, at platformene i praksis ikke lever op til deres eget løfte om at fjerne de farlige produkter, når de bliver gjort opmærksomme på dem. Hver gang de europæiske forbrugerorganisationer har henvendt sig til platformene efter fund af farlige produkter, har platformene lovet at fjerne dem. Men de samme produkter har efter kort tid igen kunne købes via onlinemarkedspladserne.

I forhold til at sikre forbrugerne mod farlige produkter giver det ikke mening at have bagudrettede tiltag, som den frivillige aftale er udtryk for. Det er ikke lovligt for virksomheder at bringe farlige produkter i omsætning til europæiske forbrugere. Det bør også gælde for platformene. Det viser, at frivillige aftaler med platformene ikke virker, da de ikke efterleves i praksis. Lovgivningen må derfor strammes op, konkluderer forbrugerorganisationerne. Dansk Erhverv er helt enig.

Kun toppen af isbjerget
Dansk Erhverv har de senere år arbejdet aktivt på at afdække de ulige konkurrencevilkår, som danske virksomheder udsættes for, når udenlandske netbutikker og platforme uden ansvar og kontrol kan sælge produkter, der ikke lever op til EU’s regler og i mange tilfælde, kan sælge lovligt uden moms.

Dansk Erhverv har selv indkøbt legetøj, som er testet farligt, men alligevel har været til salg på platformene. Det indikerer desværre, at dette kun er toppen af isbjerget. Markedspladsen Wish udtalte i november til TV2, at de har flere end to milliarder produkter til salg på deres markedsplads og ikke ved, hvad der er lovligt eller ej. Der er de afhængige af input fra omgivelserne. De mange undersøgelser tyder på, at de øvrige platforme indtager lignende ansvarsfralæggende holdning til salget af farlige produkter på deres markedspladser.

Fælles nordisk papir kræver større platformsansvar
De gentagende undersøgelser viser, at den nuværende situation ikke er holdbar. Forbrugernes sikkerhed bringes i fare og europæiske virksomheder udkonkurreres på unfair grundlag. Dansk Erhverv har sammen med de øvrige nordiske handelsorganisationer sendt et brev til EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager, for at få strammet e-handelsdirektivet op. E-handelsdirektivet skal revideres i løbet af 2020 og i den forbindelse er der mulighed for at få det gjort klart, at handelsplatformene skal tage større ansvar for de produkter, der sælges på deres markedspladser.

Markedschef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen, mener, at markedspladser i dag slipper for nemt:
”Vi mener ikke, at handelsplatformene med deres markedspladser lever op til e-handelsdirektivets definition af at være ansvarsfri. For at være ansvarsfri skal man ifølge direktivet være passiv og kun spille en teknisk rolle. Men disse handelsplatformene er særdeles aktive. De vælger selv deres sælgere fra 3. lande, promoverer de tilbudte produkter og de er de eneste forbrugerne er i kontakt med. De har dermed også alle praktiske muligheder for at stille krav og undersøge sikkerheden af de solgte produkter, før de kommer til salg til de europæiske forbrugere."
 
”Men desværre har Europa-Kommissionen i den såkaldte ”Product Safety Pledge” tilsyneladende accepteret, at platformene er ansvarsfri. Fire platforme har i denne hensigtserklæring forpligtet sig til at fjerne produkter, som myndighederne karakteriserer som farlige, men det kan vi jo se, ikke sker. Og det betyder samtidig, at platformene i modsætning til andre erhvervsdrivende, der bringer produkter i omsætning på det europæiske marked. kun skal tage sig af sikkerheden af de relativt få produkter, som myndighederne tester. Så kan de være ligeglade med resten. Det er jo ikke holdbart” siger hun.

Dansk Erhverv fortsætter med at presse på i Bruxelles og Danmark for at få ændret reglerne og styrket kontrollen.

Læs om de europæiske forbrugerorganisationers undersøgelse her: Which - 66 products tested form online marketplaces failed safety tests.