Gemt

2019 bød på den svageste jobvækst i fem år

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen faldt med knap 150 personer i december 2019. Faldet dækker over en stigning i den private beskæftigelse på 2.274 personer, mens den offentlige beskæftigelse faldt med 2.444 personer.

Nyhed

21. februar 2020

Fredag offentliggjorde Danmarks Statistik tal, der viser at lønmodtagerbeskæftigelsen faldt med knap 150 personer i december 2019. Faldet dækker over en stigning i den private beskæftigelse på 2.274 personer, mens den offentlige beskæftigelse faldt med 2.444 personer.

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg samlet set med knap 38.000 personer i 2019. Det er den svageste fremgang i lønmodtagerbeskæftigelsen siden 2015, hvor der var en fremgang på knap 35.000 personer. Der er dertil tale om en tydelig opbremsning i forhold til 2018, hvor lønmodtagerbeskæftigelsen steg med lige over 50.000 personer.

Det står dermed også klart, at 2019 blev året hvor jobopsvinget mistede fart og samlet set bød på den svageste jobvækst i fem år.

Blød opbremsning på arbejdsmarkedet
Selv om jobvæksten i år er aftaget i forhold til de seneste år, så er der tale om en både blød opbremsning. Opbremsningen i jobvæksten skal ses i sammenhæng med, at væksten både herhjemme og i udlandet er aftaget i løbet af 2019. Dertil spiller det formentlig også en rolle, at de økonomiske udsigter er blevet forøget. Når den økonomiske aktivitet løjer af og fremtidsudsigterne samtidig bliver mere usikre, så vil virksomhederne normalt holde mere igen med nyansættelserne.

Vi kan således også se, at virksomhedernes inden for byggeriet og industrien har reduceret deres forventninger til beskæftigelsen i den nærmeste fremtid.

Vi begynder at kunne ane afslutningen på jobfesten
Ser vi frem, så forventer vi en fortsat fremgang i beskæftigelsen på ca. 20.000 personer i 2020 og 5.000 personer i 2021. Dermed forventer vi, at jobopsvinget fortsat vil miste fart over de kommende år. I 2021 vil vi ikke længere kunne tale om et decideret jobopsving i dansk økonomi.

Vi forventer primært, at fremgangen i beskæftigelsen vil finde sted i serviceerhvervene, hvor der fortsat er en høj efterspørgsel efter arbejdskraft og mange ledige stillingsopslag. Opbremsningen vil omvendt være mest tydelig inden for byggeriet og industrien, der opbremsningen i den økonomiske vækst vil være mest tydelig.

Virusudbrud forventes ikke at ramme dansk økonomi
Vi forventer ikke, at det nuværende udbrud af coronavirus vil få en synlig effekt på væksten eller jobskabelsen i dansk økonomi. Det hviler dog på den antagelse, at virusudbruddet kommer under kontrol i løbet af de kommende måneder. Hvis virusudbruddet eskalerer yderligere og bliver langvarigt, så vil det på sigt kunne dæmpe aktiviteten i dansk økonomi via en lavere vækst i Kina og resten af verdensøkonomien.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil