Gemt

Ny ferielov – må man udbetale ferie på grund af feriehindring i miniferieåret?

Læs mere om, hvilke feriedage der kan overføres til den nye ferieordning, herunder som følge af en feriehindring.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 3. februar 2020

I forbindelse med overgang fra den ”gamle” ferielov til den nye ferielov opereres der i 2020 med et kortere ferieår – det såkaldte miniferieår. Medarbejderne optjener 2,08 feriedag pr. måned fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 svarende til i alt 16,64 dage. Disse feriedage kan afholdes i miniferieåret, der løber fra den 1. maj 2020 til den 30. september 2020. Hvis medarbejderen ikke får afholdt alle feriedagene i miniferieåret, vil de resterende feriedage blive overført til den nye ferieordning efter reglerne i den nye ferielov. Det gælder også, selvom der er en feriehindring i perioden.

Den gamle ferielov

Reglerne for miniferieåret følger som udgangspunkt de nugældende regler, det vil sige den gamle ferielov, dog med modifikationer. Ifølge de nugældende regler kan ferie udbetales, når den ikke kan afholdes som følge af en feriehindring, fx barsel eller sygdom. Ferien kan som udgangspunkt først udbetales efter ferieårets udløb, dog vil der kunne udbetales tre ugers hovedferie umiddelbart efter hovedferieperiodens udløb den 30. september.

Overgangsperioden
I forbindelse med miniferieåret er der imidlertid vedtaget særregler. Det fremgår nemlig af den nye ferielov, at al ferie, der ikke er afholdt eller varslet afholdt i september 2020, automatisk bliver overført og følger de nye regler med virkning fra den 1. september 2020. Det medfører, at den overførte ferie bliver omfattet af de nye ferieregler, inden hovedferieperioden er afsluttet. Dermed kan der ikke ske udbetaling efter de gamle regler.

Den nye ferielov
Hovedreglen i den nye ferielov er, at ferie automatisk skal overføres til den næste ferieafholdelsesperiode, hvis den ikke kan afholdes på grund af en feriehindring (også kaldet feriehindret ferie), bortset fra den 5. ferieuge. Den overførte ferie kan efter de nye regler kun komme til udbetaling, hvis der fortsat består en feriehindring ved udløbet af den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Det gælder, uanset om medarbejderen er enig i en aftale om udbetaling, da ferieloven ikke kan fraviges ved aftale på dette punkt.Dansk Erhverv bemærker

Da udgangspunktet fremover vil være overførsel og afholdelse af feriehindret ferie, anbefaler Dansk Erhverv, at man tager højde for dette i forbindelse med planlægningen af medarbejderes barselsorlov, og at medarbejdere gøres opmærksomme på, at de skal planlægge og afholde ferien i forlængelse af deres orlov. På den måde samles fraværet, hvilket letter virksomhedens administrative byrde i forbindelse med planlægning af fravær, vikar mv.

Du kan læse mere om den nye ferielov og overgangsordningen nedenfor: