Gemt

Dansk Erhverv Sundhed og Velfærd ønsker en god sommer

30. juni 2020

Covid-19 vendte op og ned på alt dette forår. Også i Dansk Erhverv. Troels Yde Toftdahl og Katrina Feilberg, velfærds- og sundhedspolitiske chefer i Dansk Erhverv, ser tilbage på et hektisk forår.

Den 11. marts blev vi alle sendt på hjemmearbejde, men det betød ikke, at arbejdet stoppede. Allerede før den 11. marts kom de første ændrede retningslinjer for sundhedspersonale, der ikke måtte møde på arbejde, hvis de havde været i risikoområder. Herefter fulgte påbud, nedlukning af ikke-akutte funktioner, suspendering af patientrettigheder, et hav af retningslinjer for blandt andet test af personale, behandlingsprocedurer, brug af værnemidler, besøgsrestriktioner etc. En overgang udkom der nærmest dagligt nye sundhedsfaglige anbefalinger og retningslinjer.

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange af Dansk Erhvervs medlemmer på sundheds- og velfærdsområdet har været udfordret undervejs. Men samtidig har vi også set nye samarbejder opstå – både omkring anskaffelse af værnemidler og for eksempel testudstyr samt i den konkrete opgaveløsning overfor nogle af de allermest udsatte borgere. Det er vores klare opfattelse, at den tætte dialog med vores medlemmer har gjort en forskel, fordi vi lynhurtigt har kunnet spore os ind på, hvor der har været udfordringer, og hvor vi kunne hjælpe. Og for eksempel har kunnet ligge det nødvendige pres overfor blandt andet myndighederne. I perioden har vi udsendt mere end 25 nyhedsbreve. Vi kan se, at de er blevet læst i stor grad.

Efter sommer ser vi forhåbentlig ind i et lidt mere normalt efterår. Vi ved, at der vil blive fokus på blandt andet den længe ventede evaluering af det specialiserede socialområde og forhandlinger om økonomisk tilsyn og kvalitet på bo- og opholdssteder samt begyndende forhandlinger om en ny sundhedsaftale. Herudover har Dansk Erhverv været med til at lægge pres på, at der kommer en opfølgning på vækstplan for life science, som blandt andet har fokus på bedre brug af sundhedsdata og strategi for sundhedsinnovation. Dertil har vi på velfærdsområdet været med til at sikre, at der vil ske en analyse af de økonomiske incitamenter, der kan påvirke kommunernes visitationer og det frie valg..

Vi glæder os meget til forhåbentlig at kunne se jer alle i ”virkeligheden” efter sommerferien og ønsker alle en velfortjent og for mange tiltrængt sommerferie.

På vegne af Dansk Erhverv Sundhed og Velfærd. Troels Yde Toftdahl, velfærdspolitisk chef, og Katrina Feilberg, sundhedspolitisk chef.

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil