Søren skjulte sit alkoholmisbrug på jobbet: ”Jeg var den pæne mand, der havde styr på alt”
I årevis passede Søren Elbæk sit arbejde som direktør for et kursuscenter i Midtjylland, mens alkoholen langsomt overtog hans liv. I anledning af Alkoholugen fortæller han sin historie og opfordrer arbejdspladser til at reagere, når en medarbejder drikker for meget.
Søren Elbæk passede sit arbejde. Han var velklædt, holdt taler og stod i spidsen for kursuscenteret Laugesens Have med 12 medarbejdere.
Udadtil var der styr på det. Indadtil var virkeligheden en helt anden.
”Jeg var den ordentlige mand, der havde styr på alt. Men hvis man kunne åbne en luge og kigge ind i min sandhed, ville man se, at jeg godt vidste, at jeg var alkoholiker. Jeg var bare ikke i nærheden af at erkende det.”
I dag arbejder Søren Elbæk professionelt med at hjælpe mennesker med alkoholproblemer hos Tjele – det behandlingscenter, hvor han også selv modtog alkoholbehandling. Men i mange år var han selv det, han kalder en typisk funktionsalkoholiker: Han kunne passe sit arbejde og opretholde en tilsyneladende normal hverdag, samtidig med at alkoholen fyldte mere og mere.
Stigende behov for alkoholbehandlingSørens historie står ikke alene. Cirka 402.000 danskere har moderate alkoholproblemer, mens cirka 67.000 har tegn på svære alkoholproblemer. Hvert år kan 350.000 sygedage tilskrives alkohol som medvirkende årsag, og alkohol medfører udgifter til behandling og pleje i sundhedsvæsenet på 430 mio. kroner. |
Arbejdspladsen gav et alibi
Allerede som 16-17-årig oplevede Søren Elbæk, at hans forhold til alkohol var anderledes end kammeraternes. Han elskede alkohol, han kunne drikke meget, og han fik ikke tømmermænd.
De første trædesten til et massivt alkoholmisbrug var lagt.
Som direktør for et kursuscenter arbejdede han et sted, hvor alkohol var let tilgængeligt. Han boede samtidig på kursuscentret og behøvede derfor ikke at køre bil for at komme hjem. På mange måder havde han, som han selv beskriver det, de bedst tænkelige rammer for at skjule et alvorligt alkoholproblem.
”Der var mange gode grunde til at drikke i den stilling og funktion, jeg havde. Jeg kunne tage et glas vin med en kollega eller en øl med en stamgæst. Jeg havde hele tiden et alibi for at drikke i det synlige rum på arbejdspladsen,” fortæller Søren Elbæk.
Forestillingen om, at et alvorligt alkoholproblem altid er synligt, kan ifølge Søren Elbæk gøre det lettere at overse mennesker som ham.
”Der er den her myte om alkoholikeren, der tumler rundt, vælter borde og skaber ballade. Jeg var fuldstændig kontrolleret. Den pæne mand. Mange udvikler en funktionspromille, hvor de fungerer ret godt både socialt og praktisk, så derfor holder den myte ikke altid.”
Men prisen steg.
To år før Søren kom i behandling på Tjele, blev han skilt.
”Det tror jeg også er symptomatisk. Det går ikke op for alkoholikeren, at der er noget, der er forkert, før der begynder at vise sig alvorlige konsekvenser, som en skilsmisse er.”
Webinar den 10. novemberHvordan opdager du som leder eller kollega i tide, at en medarbejder har et alkoholproblem, og hvordan tager du den svære samtale? Det kan du blive klogere på den 10. november kl. 10-10.45, hvor Dansk Erhverv, Alkohol & Samfund og Behandlingscenter Tjele holder webinar om alkoholproblemer i arbejdslivet og giver konkrete råd til, hvordan virksomheder kan forebygge, reagere og hjælpe medarbejdere videre. |
Til sidst kunne han ikke mere
Vendepunktet kom en lørdag i 2005.
Søren Elbæk var alene hjemme og drak vodka direkte af flasken. Han var på toppen af sin alkoholisme.
”Til det allersidste forsøgte jeg at opretholde kontrollen over en normal tilværelse. Men indvendigt var jeg fuldstændig fortabt. Jeg kunne ikke holde mig selv ud,” fortæller han.
Han ringede selv til Behandlingscenter Tjele og sagde, at han ville i behandling. Men ikke med det samme. Han foreslog selv den 8. maj. Lørdagen var en af de sidste dage i januar.
Medarbejderen i telefonen accepterede datoen, men tilføjede ét ord, som Søren Elbæk aldrig har glemt:
Senest.
Og det blev da også langt tidligere, at Søren kom på Tjele.
Efter opkaldet oplevede Søren Elbæk, at han havde ”fikset” problemet ved at bestille behandling. Derfor fortsatte han med at drikke voldsomt. Det næste, han husker, er sin bror ved siden af sengen.
Søren Elbæk troede, det var mandag morgen, og at han skulle på arbejde. Det var tirsdag.
”Siden mit opkald til Tjele om lørdagen havde jeg drukket sanseløst. Jeg skulle lige drikke færdigt, før jeg skulle behandles,” fortæller Søren i dag.
Hans bror kørte ham til Tjele.
Om Behandlingscenter TjeleBehandlingscenter Tjele har i 35 år behandlet mennesker med alkohol- og andre misbrugsproblemer. Omkring 1.900 danskere er hvert år i behandling hos Tjele. Tjele tilbyder både døgnbehandling og ambulant behandling. Den ambulante alkoholbehandling foregår efter normal arbejdstid og er tilrettelagt, så det er muligt at passe sit arbejde og bo hjemme under behandlingen. Tjele tilbyder også hjælp og behandling til pårørende. Behandlingen kan blandt andet finansieres gennem sundhedsforsikring, arbejdsgiver, egenbetaling eller i visse tilfælde kommunen. Mange virksomheder vælger at betale helt eller delvist for en medarbejders behandling. |
Prøv med sandheden
Nogle af Søren Elbæks kolleger anede ikke, at han havde et alkoholproblem. Andre vidste godt, at han drak for meget. Men ingen talte for alvor med ham om det.
Da Søren den afgørende lørdag ringede til sin bestyrelsesformand og fortalte, at han ikke kunne mere, fik han til gengæld fuld opbakning til at søge behandling.
Den reaktion er vigtig, mener han. I dag møder han mennesker, der frygter, hvad der sker med jobbet, hvis de fortæller deres arbejdsgiver, at de har brug for alkoholbehandling.
”Jeg har ikke én eneste gang oplevet en arbejdsgiver reagere negativt på en medarbejder, der vil i alkoholbehandling. Til gengæld har jeg oplevet medarbejdere, som bliver ved med at drikke og til sidst bliver fyret.”
Derfor opfordrer Søren Elbæk ledere og kolleger til at reagere, hvis de er bekymrede.
”Jeg siger altid: Prøv med sandheden. Måske skal du bare lægge en hånd på skulderen af vedkommende og sige: Har du ikke et problem? Er der noget, vi skal snakke om?”
Søren fik sit autentiske liv tilbage
Søren Elbæk var fem uger i behandling. Bagefter vendte han tilbage til sit arbejdsliv og fortsatte som direktør, indtil han som 60-årig selv valgte at sige op.
I dag arbejder han med det, han længe havde haft et ønske om: at hjælpe andre mennesker i behandling.
Når han bliver spurgt, hvad alkoholen kostede ham, fremhæver han to ting.
Sin værdighed og sit autentiske liv. Begge dele har han i dag fået tilbage, fortæller han.
”Man skal ikke bilde ædru alkoholikere ind, at nu bliver de lykkelige. Livet indeholder stadig problemer. Men det bliver autentisk. Når du har det godt, har du det godt, og når der er udfordringer, kan du mærke dem og forholde dig til dem.”
Det kunne han ikke, da han drak.
”Jeg forholdt mig ikke til noget som helst. Jeg hældte bare på og regulerede kemisk,” siger Søren.
Hans opfordring under Alkoholugen gælder derfor både mennesker, der selv kæmper med alkohol, og de kolleger og ledere, der står ved siden af:
”Jeg synes, man skal have totalt forbud mod at drikke på arbejdspladsen. Ellers etablerer man en kultur omkring, at en enkelt øl jo ikke kan gøre noget.”
Webinar den 10. november
Vil du blive klogere på, hvordan du kan forebygge og håndtere alkoholproblemer på din arbejdsplads?
Dansk Erhverv inviterer sammen med Alkohol & Samfund og Behandlingscenter Tjele til et webinar, hvor vi sætter fokus på alkoholproblemer i arbejdslivet og giver konkrete råd til, hvordan virksomheder kan forebygge, reagere og hjælpe medarbejdere videre.
Du kan læse mere og tilmelde dig her.
Hvad er uge 40?Uge 40 er rammen om den nationale alkoholkampagne, hvor Alkohol & Samfund sammen med blandt andre Sundhedsstyrelsen og kommuner landet over sætter alkoholproblemer og deres konsekvenser på dagsordenen. Kampagnen skal gøre det lettere at tale om alkoholproblemer, nedbryde tabuer og gøre flere opmærksomme på mulighederne for rådgivning og behandling. Fokus er både på mennesker med alkoholproblemer og på de pårørende, som også bliver påvirket. I 2026 er der blandt andet fokus på den svære samtale om alkohol. En ny Voxmeter-måling for Alkohol & Samfund viser, at syv ud af ti adspurgte synes, det er svært at tale om alkoholproblemer i den nærmeste familie og omgangskreds. |
Webinar om alkohol på arbejdspladsen
Alkohol på arbejdspladsen – sådan forebygger og håndterer din virksomhed alkoholproblemer
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer990 kr.
-
No show gebyr0 kr.
Kontakt