Spring til indhold

Akutplanen åbner for samarbejde om børn og unges psykiatri

25. september 2026

En ny akutplan tilfører 1 mia. kr. til børne- og ungdomspsykiatrien i 2026-2028 og åbner samtidig for et tættere samarbejde mellem offentlige og private aktører. Dansk Erhverv ser muligheder for mere kapacitet, tidligere hjælp og bedre sammenhæng i indsatsen for børn og unge.

"Et helhedsorienteret perspektiv gør det lettere at gribe mistrivsel tidligt, så vi sammen kan sætte ind før mistrivsel bliver til skolevægring eller sygdom," siger Dansk Erhvervs branchedirektør for Velfærd & Samfund, Tony Bech.

Børne- og ungdomspsykiatrien har længe været et område under pres, og Dansk Erhverv kvitterer derfor for den nye akutplan til børn og ungdomspsykiatri, som regeringen, Danske Regioner og KL netop har indgået, hvor der afsætter 1 mia. kr. i 2026-2028. 

Akutplanen omfatter blandt andet øget aktivitet, flere faggrupper og en midlertidig udvidelse af regionernes brug af aftaler med private behandlere. Dansk Erhverv fremhæver, at offentlige og private aktører kan supplere hinanden både på kort og lang sigt, og at aftalerne skal bygge på faglighed og kvalitet. Samtidig skal indsatserne hænge sammen, så børn og unge mødes tidligere med en helhedsorienteret indsats.

“Jeg hæfter mig ved, at akutplanen både har fokus på øget kapacitet i børne- og ungdomspsykiatrien og tidligere hjælp tættere på barnets hverdag. Dansk Erhvervs medlemmer vil gerne bidrage til løsningerne med den kapacitet og faglighed, de råder over. Et godt samarbejde mellem offentlige og private aktører kan give regionerne flere muligheder for at tilrettelægge tilbud, der passer til børn og unges forskellige behov,” siger Katrina Feilberg Schouenborg, branchedirektør for Sundhed og Life Science i Dansk Erhverv.

Akutplanen giver regionerne midler til midlertidigt at øge brugen af aftaler med private behandlere. En tidlig dialog kan hjælpe med at afklare, hvordan de private tilbud bedst supplerer regionernes egne, og danne grundlag for aftaler med fokus på faglighed og kvalitet. Sundhed Danmark har erfaring med konkrete regionale aftaler.

“Sundhed Danmark kvitterer for aftalen og ser gerne, at regionerne inviterer de privathospitaler og klinikker tidligt ind i dialogen om, hvordan de forskellige tilbud kan supplere hinanden og hvordan nye tilbud udvikles. Sundhed Danmark har netop været med til at indgå aftaler i Region Nordjylland og Region Sjælland for over 1000 børn og unge. Vi bygger gerne videre på de erfaringer og ser frem til at bidrage i det videre arbejde,” udtaler Lars Oxlund, branchedirektør i Sundhed Danmark.

Akutplanen styrker også kommunernes lettilgængelige tilbud og den nære indsats med fokus på bl.a. ADHD og autisme. Her er det væsentligt ikke kun at tænke i et myndighedsperspektiv, men have en samfundstilgang, hvor alle bidrager med deres kernekompetencer. Dansk Erhverv peger på, at de skal indgå i et bredt samarbejde med behandlingspsykiatrien, skolen og socialpsykiatrien. .

“Børn og unge har brug for, at de voksne omkring dem ser hele deres situation. Derfor skal de kommunale tilbud hænge sammen med behandlingspsykiatrien, skolen og socialpsykiatrien – her kan de private og selvejende tilbud samt civilsamfundsorganisationerne bidrage til at sikre fleksible og sammenhængende forløb. Et helhedsorienteret perspektiv gør det lettere at gribe mistrivsel tidligt, så vi sammen kan sætte ind før mistrivsel bliver til skolevægring eller sygdom. Der er brug for forebyggelse, tidlig hjælp og støtte, og hurtig udredning og behandling, hvis det bliver nødvendigt. Vi anbefaler også, at der indføres en national strategi mod bekymrende skolefravær, så vi får en samlet ramme at handle inden for - på tværs af sektorerne” siger Tony Bech, branchedirektør for Velfærd & Samfund i Dansk Erhverv.

For mere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70 22 80 10.

Kontakt

Sundhed & Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør

Sundhed Danmark

Lars Oxlund

Branchedirektør

Samfund & Velfærd

Tony Bech

Branchedirektør