; ;
Gemt

Grøn skattereform skal være mere ambitiøs

23. november 2020

Der er flere gode takter i regeringens udspil til en grøn skattereform, lyder det fra Dansk Erhverv, der dog også finder mislyde i meldingen.

Regeringen har netop præsenteret sit udspil til en grøn skattereform. Dansk Erhverv ser positive elementer i udspillet. Et eksempel er investeringsfradraget, der kan gøre det mere attraktivt at investeringer i grøn omstilling.

”Dansk Erhverv kan dog ikke bakke op om regeringens forslag om en højere energiafgift. Den grønne skattereform bør i stedet adressere CO2, for det er jo det, som vi vil have mindre af. Energi er ikke problemet. Samtidig efterlyser vi en mere langsigtet plan, så virksomhederne ikke skal investere i blinde uden klarhed over, hvad klimaafgiften bliver i 2030,” siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv anbefaler derfor en mere ambitiøs grøn skattereform med lempelser af erhvervsbeskatningen, så vores konkurrenceevne er intakt og et fast, højt niveau for klimaafgiften i 2030.

Nødvendigt med grøn skattereform
Brian Mikkelsen understreger, at skal målet om 70 procents CO2-reduktion nås, så skal der bl.a. gennemføres en grøn skattereform.

“Dansk Erhverv ser en grøn skattereform som et centralt element i forhold til, hvordan danskerne og danske virksomheder kan være med til at sikre, at vi når 70 procent. målet. Vi er enige med regeringen i, at der først skal skabes incitamenter for virksomhederne til at investere i grønne løsninger. Dernæst skal der indføres højere afgifter, der skal være med til at sikre, at virksomhederne og danskerne indretter sig mere grønt,” siger Brian Mikkelsen.

Anbefaler andre instrumenter
Dansk Erhverv har anbefalet andre instrumenter end dem, som regeringen peger på, men tankegangen er den samme.

”Vi foreslår gulerod først, så skal højere pris komme senere. Derfor har vi spillet ud med et konkret forslag, hvor vi først lemper skatten på det, vi vil have mere af, nemlig virksomheder, der skaber job og udvikling - og i en senere fase beskatter det, vi vil mindre af, nemlig CO2. Konkret foreslår Dansk Erhverv en lempelse i selskabsskatten til 19 procent, så der er kapital og råderum til de grønne investeringer og senere, at der indføres en klimaafgift på 1000 kr. pr. tons CO2 frem mod 2030,” siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen understreger, at det er afgørende for virksomhederne, at der er klarhed over, hvad klimaafgiften er i 2030, så virksomhederne allerede i dag kan indrette og investere efter en grøn fremtid. Usikkerhed og uklarhed om de fremtidige rammer er særdeles usundt for virksomhederne.

Læs Dansk Erhvervs forslag til en model for en grøn skattereform

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef