Infrastrukturforhandlingernes anden kampplads

Infrastrukturforhandlingerne mellem regeringen og Folketingets partier er gået i gang og med en samlet ramme på 160 milliarder kroner er indsatserne høje. Forhandlingerne er i første omgang fokuseret på den normale frontlinje mellem tilhængerne af kollektiv og individuel transport. Men en anden kampplads kan vise sig vigtig.

Regeringen foreslår en 15-årig ramme for et forlig, hvor man i 5-årige rul bestemmer, hvilke projekter der skal bygges og hvornår. Der er både praktik og politik i det.

Praktisk kan vi ikke begynde alle projekter på én gang, da vi hurtigt vil løbe tør for både arbejdskraft og penge. Samtidig er alle projekterne ikke nøgleklare. Yderligere undersøgelser er påkrævede, før projekterne kan sættes i gang. Derfor skal der af rent praktiske årsager prioriteres tidsmæssigt.

Politisk er de enkelte partier og folketingsmedlemmer interesseret i at kunne vende hjem til deres bagland og valgkredse med (mere eller mindre) rank ryg, fordi de har fået ”deres” projekt tidssat til enten første, andet eller tredje rul i forhandlingerne.

Landspolitiske forhandlinger om infrastruktur bliver ofte kritiseret for at munde ud i sognerådspolitik og lokalhensyn. Storebæltsforliget og de Nordjyske motorveje bliver tit fremhævet som eksempler. Men det er vel ikke urimeligt, at hele landet bliver tilgodeset.

Det er lokalpolitik, om virksomheder beslutter at etablere sig, flytte eller udvide i et lokalområde på baggrund af mulighederne for varetransport og medarbejderes mulighed for at pendle.

Det kan få afgørende indflydelse på både Danmarks konkurrenceevne og økonomien i de enkelte kommuner. Men det kan også få afgørende betydning for genvalg for lokal- og landspolitikere.

Derfor vil der indædt blive kæmpet om terræn på denne anden kampplads op til kommunalvalget i år.