Gemt

Danskerne vil bytte gaver for 400 millioner kroner

27. december 2021

Hvis du har fået en julegave, der skal byttes, så er du ikke den eneste. Dansk Erhverv vurderer, at der i dagene efter jul skal byttes gaver for cirka 400 millioner kroner. Særligt tøj bliver byttet.


Det er herligt at pakke gaver op, men nogle gange får man to ens gaver eller måske noget i en farvekategori, som ikke lige er helt i skabet. Så er det byttetid.

”Hos Dansk Erhverv forventer vi, at danskerne har købt julegaver for 8,5 milliarder kroner i år, og at mellem 4 og 5 procent af gaverne skal byttes. Det betyder, at der i dagene efter jul skal byttes gaver for cirka 400 millioner kroner,”, siger Bo Dalsgaard, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Det kniber især for danskerne at ramme rigtigt, når der er tøj i gaven.

”Ved vores seneste rundspørge svarede 46 procent ”tøj” på spørgsmålet om, hvad de havde byttet”, fortæller Bo Dalsgaard. Der er et stort hop ned til de næste kategorier på listen, som er henholdsvis boligtilbehør og personlig pleje, der begge ligger på 13 procent,” siger Bo Dalsgaard.

Byttedagene giver mulighed for mersalg
Bo Dalsgaard påpeger, at der er stor forskel på restriktioner vedrørende detail i forhold til sidste år.

”Efter et 2020, hvor næsten alle butikker var lukket efter jul og helt frem til marts, så håber vi i år, at kunderne kan komme ud i butikkerne og bytte deres gaver. Vores seneste analyse viste, at 43 procent af de danskere, der var ude for at bytte en gave, brugte alle de penge, de fik for den byttede vare, eller faktisk flere penge, i den butik, hvor de byttede varen. Byttedagene er derfor også en mulighed for butikkerne for at skabe et mersalg,” siger Bo Dalsgaard.

Husk byttereglerne
Der er en række ting man skal være opmærksom på i forhold til at bytte julegaver.

”Mange butikker tilbyder byttemuligheder, men som gavebytter er det vigtigt at sætte sig ind i den enkelte butiks bytteregler og sørge for at overholde dem. Butikkerne stiller typisk krav om, at du skal medbringe kvitteringen, hvis du vil have pengene tilbage, mens det ofte er nok med et byttemærke, hvis gaven bare skal byttes til en anden størrelse eller farve,” siger Bo Dalsgaard.

Bytteprognose 2021

pdf

Download

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil