Gemt

Ny vejledning om kreditværdighedsvurdering rammer skævt

17. februar 2021

Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet har sendt et udkast til vejledning om kreditværdighedsvurdering i høring. Udkastet mangler efter Dansk Erhvervs opfattelse proportionalitet og vil gøre det svært for detailhandlen at tilbyde deres kunder finansiering til køb af for eksempel hårde hvidevarer eller nye briller.

Der formidles i dag mange ordentlige og konkurrencedygtige lån i detailhandlen, som forbrugerne er glade for. Men i udkastet til vejledningen stilles der så store fremtidige dokumentationskrav til långiverne, at Dansk Erhverv er bekymret for konsekvenserne. Der lægges for eksempel op til, at långiverne skal se dokumentation for forbrugerens faste udgifter. Det vil sige, at forbrugeren i forbindelse med låneansøgningen skal medsende kopier af betalingsoversigter, oversigter over bankkonti eller lignende. Kravene er umiddelbart de samme, uanset om forbrugeren skal låne 3.500 kroner til en vaskemaskine eller 750.000 kroner til en ny bil.

Især i forhold til de små lån vil det blive meget dyrt for långiverne at skulle foretage en manuel kontrol af de dokumenter, der nu skal indhentes og hos Dansk Erhverv frygter vi, at långiverne helt vil undlade at udbyde de små lån til finansiering af en ny computer, en ny ovn eller en vaskemaskine.

Skrappe krav til rådighedsbeløb vil ramme folk med små indkomster
Det fremgår af bekendtgørelsen, at der som udgangspunkt ikke bør udstedes lån til forbrugere, hvis rådighedsbeløb er lavere end 6.560 kroner om måneden. Det vil betyde, at for eksempel studerende vil få meget svært ved at få et lån til for eksempel studiebøger eller en computer. Hvis långiver ønsker at give lån til personer med et rådighedsbeløb under 6.560 kroner, skal långiver bede om dokumentation for, hvad rådighedsbeløbet bruges til.

Forbrugerne er allerede sikret af nye regler om ÅOP- og omkostningsloft
Sidste år trådte et nyt ÅOP-loft og et nyt omkostningsloft i kraft på lån til forbrugere. Det betyder de facto, at der ikke udstedes lån med en ÅOP over 25 procent til forbrugerne og samtidig kan deres omkostninger ved lånet aldrig blive højere end lånebeløbet. En forbruger er således sikret imod at gælden kan løbe løbsk, hvis det skulle vise sig, at forbrugeren kommer i en situation, hvor lånet ikke kan betales tilbage som aftalt.

Mangler proportionalitet
Samlet set mener Dansk Erhverv, at der mangler proportionalitet i udkastet, når der lægges op til, at alle lån behandles ens uanset lånets størrelse, ydelsernes størrelse, lånets løbetid eller eventuelle særlige forhold hos den enkelte forbruger. Vi mener, at den bagvedliggende EU-lovgivning netop tillader forskelle i kreditværdighedsvurderingen på baggrund af de individuelle forhold ved hver enkelt lån.

Opfordrer til forhandlinger om retningslinjer
I vores høringssvar har vi opfordret Finanstilsynet til at indkalde alle relevante parter til forhandlinger om et sæt retningslinjer for foretagelse af kreditværdighedsvurderingen i forbindelse med lån til forbrugere. På den måde vil det blive sikret, at de berørte parter kan bidrage med viden og sikre, at retningslinjerne tager højde for såvel forbrugernes krav på en ordentlig kreditværdighedsvurdering og at reglerne kan håndteres i praksis, der hvor forbrugerne indgår låneaftalerne.

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil