Gemt

Kirkens Korshær: Godt med ny model for varig finansiering af civilsamfundsorganisationer

22. december 2022

Hvad mener medlemmerne om det nye regeringsgrundlag?

Den nye SVM-regering har lanceret en række forslag til reformer af den offentlige sektor og samarbejde mellem private og offentlige aktører på velfærdsområdet. Vi har spurgt en række medlemsvirksomheder, hvad deres reaktioner på det nye regeringsgrundlag er. Her kan du læse svarene fra Jeanette Ellen Bauer, der er chef for Kirkens Korshær. 

 

Kirkens Korshær er en hjælpeorganisation, der med udgangspunkt i folkekirkelige værdier udfører socialt arbejde i Danmark. Siden 1912 har de hjulpet socialt udsatte mennesker i Danmark – hjemløse, misbrugere, psykisk syge, ensomme, fattige. Kirkens Korshær er 450 ansatte, der bl.a. driver varmestuer, herberger, væresteder for børnefamilier og rådgivningstjenester i 31 byer i hele Danmark. Deres cirka 9000 frivillige hjælper til i det sociale arbejde og driver de 240 genbrugsbutikker, der er med til at finansiere hjælpearbejdet. 

Vi har talt med Jeanette Ellen Bauer, Chef for Kirkens Korshær.

Hvad er din første reaktion på SVM-regeringens tanker om et reformspor omhandlende velfærd?

Jeg synes det virker rigtig fornuftigt. Der er nok at tage at tage fat i. Jeg forventer mig store ting. Vi kan se at de store samfundsomvæltninger ofte skabes i brede forlig, så derfor tror jeg på at den nye regerings tanker og reformsporet godt kan gå hen og blive godt. Jeg er grundlæggende en naiv optimist.

På hvilken måde vurderer du, at regeringsgrundlaget kan påvirke jeres rammevilkår?

Vi er rigtig glade for at der i regeringsgrundlaget foreslås en ny model for varig finansiering af civilsamfundsorganisationerne. Det har en kæmpe betydning for os som civilsamfundsorganisation. I Civilsamfundets Brancheforening, hvor vi også er medlemmer, har vi gjort os mange gode tanker om hvordan en ny model skal se ud og vi er i gang med at finpudse vores forslag, så jeg regner med at regeringen lytter meget til os i branchen og de anbefalinger vi har.

Er der noget, du savner i regeringsgrundlaget?

Jeg savner en reel løsning på den store udfordring med børnefattigdom og krisen blandt fattige børnefamilier i Danmark. Vi har kæmpet længe for at få politikernes opmærksomhed rettet mod problemet og til at finde en løsning på det. Der er fine takter i regeringsgrundlaget og der skal være ros for at problemet anerkendes. Men vi er en lang række organisationer, der har kæmpet i mange år på at få sat problemet på dagsordenen og vi er ikke i mål endnu. Danmark er for rigt et land til den armod og nød som vi ser.