Gemt

Black Week – hvad gør du med de mange nye kunder?

30. november 2022

Mange webshops oplever fornyet tilgang af kunder under Black Week. Men hvordan forholder du dig til dem bagefter? For er det bare en stor omgang prisbevidste og illoyale handlende, der har været forbi, eller kan man rent faktisk opgradere de nye kunder til loyale kunder?

Når virksomheder generelt kører priskampagner i forbindelse med Black Week, opsamler mange en del leads. Det kan være en rigtig god anledning til at lave lead-generering og udvide virksomhedens nyhedsbrevs- og kundeliste.

”’Det er vigtigt at sige, at det er ikke selve "Black Week", der er interessant ifht. Lead-generering. Det er ugerne op til, hvor indsamlingen skal ske, så man kan nå at sende sine tilbud i selve Black Week,” udtaler Lars Skjoldby, CEO og stifter af marketingsbureauet Skjoldby & Co.

Black Week tiltrækker mange nye kunder og det kan give en masse nye leads, men det er vigtigt at huske, at ikke alle leads er ens eller starter samme sted. Der er stor forskel på dem, som er blevet anbefalet, dem som selv har fundet virksomheden, f.eks. via en søgning, og dem, der kommer ind via en tilbudskampagne.

”Det er vigtigt at få segmenteret disse forskellige indgange i dit CRM. Det er også en fordel at opsætte et leadscoringsystem, så du kan se, hvordan hvert segment performer. Igen er det vigtigt at sige, at du ikke skal forvente, at de performer ens eller har samme interaktioner. Dine loyale kunder kan sagtens have få interaktioner, fordi de kender virksomheden, ved hvad de skal købe og hvordan de skal købe det. Men nye kunder og nye leads skal bruge flere interaktioner, før de køber. Det er helt naturligt,” udtaler Lars Skjoldby.

Generelt er den efterfølgende tid mindst lige så vigtig som selve kampagnen, så nye leads også er indbringende, når tilbudsperioden er slut, ifølge Lars Skjoldby:

”Hvis du kan sælge noget med stor volumen, kan Black Week-omsætningen godt være interessant. Men det er oftest muligheden for gensalg til de leads, du opsamler, der er det mest interessante. Derfor er det vigtigt, at du ikke "bare" genererer nye kunder. Du skal også forsøge at sikre dig permission til at sende dem mails efterfølgende.” 

Der er flere måder, hvormed man kan skabe salg via de digitale kanaler, og samtidig pleje sine leads gennem de selvsamme kanaler. Samtykke er selvfølgelig altid det første og vigtigste skridt. Når det er i hus, er der mange muligheder.

”Det, der vil virke, er meget forskelligt. Nogle virksomheder vil kunne nøjes med at sende løbende tilbud på deres produkter, mens andre virksomheder skal bruge historiefortælling, snakke om cases, invitere til events - fysiske såvel online. Og andre igen vil kunne udnytte det til retargetinglister og look-a-like lister på sociale medier,” slutter Lars Skjoldby.

Læs mere om Black Week:

Black Friday/Week: Forbrugerne fandt pungen frem

Black Friday/Week tangerer nok sidste års rekord

Kontakt

Digital Handel

Andreas Børresen

Chefkonsulent