Gemt

1,5 mio. danskere tog i første halvår en betalt overnatning i forbindelse med en kulturoplevelse

24. oktober 2022

Nye tal fra Dansk Erhverv bekræfter, at oplevelser og overnatninger ofte går hånd i hånd. Således valgte mange at betale for minimum én overnatning i forbindelse med en kulturoplevelse i løbet af første halvår 2022. At oplevelser og overnatninger hænger tæt sammen, overrasker ikke Dansk Erhverv, der dog mener, at man kan gøre endnu mere for styrke samspillet.

 

 

Efterårsferien står for døren, og for mange betyder det oplevelser væk fra hjemmet gerne kombineret med en eller flere overnatninger. En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at danskerne gerne vælger en betalt overnatning på f.eks. et hotel eller feriecenter, når de også gæster en kulturoplevelse.

Konkret viser tallene, at 25 pct. har valgt en betalt overnatning til i forbindelse med en kulturoplevelse, hvilket samlet svarer til 1,5 mio. danskere i løbet af første halvår. Dansk Erhverv ser potentiale i sammenhængen mellem besøg ved kulturoplevelser og tilkøb af overnatninger.

”Vi har talt meget for, at kulturen er et selvstændigt erhverv, men samtidig har kulturen en kæmpestor betydning for vores turisterhverv f.eks. vores hoteller, når vi gør det hele op. I en vanskelig tid først med corona og nu med inflation og høje energipriser, skal vi glæde os over, at danskerne vælger kulturen til og gerne gør det i kombination med en betalt overnatning,” siger Michael Folmer Wessman, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Undersøgelsen fra Dansk Erhverv viser ydermere, at ca. 600.000 danskere i perioden kombinerede et museumsbesøg med en overnatning, mens det tilsvarende tal på koncert- og festivalområdet i samme periode var 450.000.

Musical og overnatning under samme tag
Hos Scandic Hotels er man heller ikke overrasket over det tætte samspil mellem oplevelser og overnatning. Her kan man i øjeblikket tilbyde en stor kulturoplevelse og et overnatningstilbud under samme tag, når musicaludgaven af Den Skaldede Frisør ruller hen over de skrå brædder på Falkonérscenen, der ligger midt inde i det nyistandsatte Scandic Hotel Falkoner på Frederiksberg. Scandics adm. direktør Søren Faerber er heller ikke i tvivl om, at kulturlivet og hotelbranchen gør hinanden stærkere:

”Vores gæster vælger sjældent at overnatte på hotellet alene for nattesøvnens skyld. De skal som regel noget mere og gerne noget kulturelt, når de nu er i byen. Konkret med Den Skaldede Frisør kan vi se, at mange vælger at gøre brug af vores tilbud om overnatning.” siger Søren Faerber, der gerne så et endnu tættere samspil med kulturområdet til gavn for begge parter.

Også musicalens producent Jesper Winge Leisner kan se fidusen i et tæt samarbejde med Scandic:

”Gode kulturoplevelser er ikke bare forestillingen eller udstillingen, det er den samlede oplevelse. For os og Scandic Falkoner er det at skabe en totaloplevelse en central del af vores fælles strategi. Det hele skal hænge sammen: de overnattende gæster, der har glædet sig hele dagen, skal ved ankomsten finde musicalens program på værelset. De skal overraskes af, at restauranten og barområdet er udsmykket ift. forestillingens visuelle identitet. Ja, selv menuen kan være tematiseret. Feedback fra vores gæster viser, at de værdsætter den ekstra omhu. De får altså en bedre oplevelse, der kan blive hængende i lang tid efter.  Det skal man ikke undervurdere, især ikke når det er gjort nemt at vælge til,” siger producent Jesper Winge Leisner.

Efterårsferie er også kulturferie
I Dansk Erhverv ser man på kultur- og turismeaktørernes vegne frem til øget aktivitet i efterårsferien og mener generelt, at det tætte samspil mellem kulturlivet og turismevirksomheder har potentiale til at blive endnu stærkere.

”Nu har det lige været efterårsferie, og for mange betød det ture i sommerhus, feriecenter eller en smuttur til byen, besøg på udstillinger og forestillinger, ture til zoologiske haver eller andre attraktioner og forlystelser. Vi skal dog huske også at se fremad. I den nye nationale turismestrategi et der lagt op til at styrke samarbejdet om kulturturismen, og det kan i vores optik kun gå for langsomt. Man bør hurtigst muligt efter valget få nedsat den foreslåede ekspertgruppe, så potentialet i kultur- og turismesamspillet kan afdækkes og indfries yderligere,” siger Michael Folmer Wessman.

Du kan læse og downloade analysen nederst på siden ⇓

Overnatning i forbindelse med oplevelser i Danmark

pdf

Download

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Michael Folmer Wessman

Fagchef for kultur