; ;
Gemt

B2B E-handelsanalysen 1. halvår 2022: E-handlen vokser – nettet er indkøbernes favoritsted

11. oktober 2022

7 ud af 10 erhvervskøb blev i første halvdel af 2022 foretaget på nettet, og dermed handler indkøberne stort set lige så ofte online, som de gjorde under coronakrisen. Det viser Dansk Erhvervs B2B E-handelsanalyse, der også dykker ned i fordele, ulemper og indkøbernes budgetter. 

Log ind og hent hele B2B E-handelsanalysen nederst på siden 

Når de professionelle indkøbere skal købe alt fra printerpapir til vindjakker og gravemaskiner, søger de i høj grad ét sted hen: Internettet. 

Faktisk handler 96 procent af indkøberne online, og mere end 7 ud af 10 køb foretages på nettet. Det viser Dansk Erhvervs B2B E-handelsanalyse 1. halvår 2022. 

”Det er en meget høj andel, og det er faktisk på højde med perioden under coronakrisen, hvor indkøberne jo nærmest blev ”tvunget” online. Det viser, at e-handlen har bidt sig fast hos indkøberne,” siger Niels Ralund, som er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv. 

Analysen viser også, at 16 procent af indkøberne forventer at skrue op for forbruget online, mens kun 4 procent vurderer, at de vil sænke forbruget. 

”Når vi også ved, at budgetterne er ganske store, og at indkøberne generelt er meget teknologiparate, så er der ingen grund til, at man som virksomhed ikke skal sælge online,” siger Niels Ralund og henviser til, at halvdelen af indkøberne handler online minimum én gang om ugen, og hver femte indkøber har over 100.000 kroner i budget månedligt. 

Husk også: Vi afholder B2B E-handelskonference d. 9. marts 2023  

Fleksibilitet slår pris, men den må ikke undervurderes 

Den primære årsag til, at indkøberne så ofte køber online, er, at det er nemt og fleksibelt. De 3 højest ratede fordele ifølge de adspurgte indkøbere er, at varen leveres til døren, at man sparer tid og at man kan handle, når det passer. Lavere pris kommer ind på en fjerdeplads.

 

”Det understøtter det, vi har sagt i flere år; Indkøberne er almindelige mennesker, der er vant til at handle online privat, og der er det også fleksibiliteten, der er i højsædet. Dte gælder selvfølgelig også i virksomhederne,” siger Niels Ralund.  

Han understreger dog, at det ikke betyder, at prisens betydning skal eller kan undervurderes: 

”Usikkerhed om prisen er den primære barriere for e-handel, hver tredje indkøber har valgt en netbutik fra, fordi prisen var for høj og når indkøberne besøger en netbutik første gang, så er prisen det første, de undersøger. Prisen skal med andre ord være konkurrencedygtig.” 

Det skal du også vide:  

Næsten halvdelen (49%) af B2B indkøberne har stor frihed ift. valg af leverandør  

Fakturaen er stadig den foretrukne betalingsform, særligt ved store budgetter. Mindre erhvervsindkøb klares med kortbetaling og andre betalingsformer. 

 For 4 ud af 10 virksomheder er der krav til leverandørerne om bæredygtighed, miljømæssigt og/eller i forhold til social ansvarlighed. Et tal der dog vokser betydeligt jo yngre indkøberne bliver. Blandt indkøbere under 30 er tallet faktisk næsten 7 ud af 10  

Log ind og hent hele B2B E-handelsanalysen 

 

 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Andreas Børresen

Chefkonsulent