Gemt

Velfærdens Topmøde samlede centrale velfærdsaktører på Børsen

26. oktober 2022

Onsdag var Dansk Erhverv vært for Velfærdens Topmøde, der samlede mere end 100 centrale aktører, samarbejdspartnere og medlemmer på velfærdsområdet til en fælles dialog om udfordringerne og potentialerne for fremtidens velfærd.

I løbet af dagen blev der sat fokus på nogle af de udfordringer, som velfærdssamfundet står over for. Manglende ressourcer til velfærden i dag og i fremtiden, en udfordring med at sikre sammenhængskraft og opbakning til de brede velfærdsløsninger samt behovet for et styrket samarbejde mellem det offentlige, civilsamfundet, selvejende og private leverandører.  

”Det er helt centralt, at vi mødes til et arrangement som Velfærdens Topmøde og samler en lang række aktører til den vigtige, men også svære snak om, hvordan vi får udviklet fremtidens velfærd. Jeg fornemmede virkelig, at der i løbet af dagen var et fælles ønske om at samarbejde og tænke på tværs og tænke nyt – fra alle aktører. Det var meget positivt at opleve”, udtaler markedschef for Velfærd i Dansk Erhverv, Troels Yde Toftdahl.

Samtidig blev dagen brugt til en dialog på tværs af medarbejdere, organisationer, virksomheder og beslutningstagere om fælles svar på de vilde udfordringer på velfærdsområdet. Konkret var der fokus på medarbejdertrivsel, veje til at modvirke omsorgstræthed, iværksætteri, samarbejde og sammenhængskraft. Og så fyldte det kommende folketingsvalg og de emner, som en kommende regering skal tage op, naturligvis en del i løbet af dagens drøftelser.  

Blandt oplægsholderne på dagen var politisk kommentator Søs Marie Seerup, borgmestrene Benedikte Kiær, Sisse Marie Welling og Thomas Gyldal, professor Michael Bang Petersen, administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger Bent Madsen, administrerende direktør i OK-Fonden Ulrich Ahrendt-Jensen, administrerende direktør i Mariehjemmene Malene Størup, kommunaldirektør Eik Møller, direktør i Tryg Jytte Adelmark og formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen.

I Dansk Erhverv er vi stolte af den store opbakning til arrangementet og er glade for at være med til for alvor at sætte skub i samtalen om fremtidens velfærd.

Se billeder fra dagen her: