Gemt

Nedtællingen til DMA er begyndt – hav tålmodighed 10 måneder endnu

16. maj 2023

Fra marts næste år skal såkaldte "gatekeeper-virksomheder" (fx Google, Apple og Amazon) overholde EUs nye forordning om digitale markeder (DMA). Formålet er at forhindre at de misbruger deres betydelige position på markedet på bekostning af (erhvervs) brugerne.

Overholder gatekeeper-virksomhederne ikke DMAen risikerer de bøder på op til 20 procent af deres globale omsætning. 


Potentielle gatekeepere skal senest 3. juli 2023 give besked til EU-Kommissionen om, hvorvidt deres centrale platformstjenester opfylder forordningens tærskelværdier. Virksomheder der herefter bliver udpeget som gatekeeper, skal senest i marts 2024, overholde forordningens forpligtelser og forbud.

Sker dette ikke, risikerer gatekeeperne bøder på op til 20% af den samlede globale omsætning, og – i værste fald – påbud om adfærdsmæssige eller strukturelle foranstaltninger. 

Hvad er Digital Markets Act  
Forordningen om digitale markeder – i daglig tale blot kaldet ”DMAen” – har til formål at forhindre, at såkaldte gatekeeperplatformene (mis)bruger deres position til at opnå uberettigede fordele på bekostning af deres brugere, at erhvervsbruger, innovatorer og nystartede teknologivirksomheder får mulighed for at konkurrere uden at blive pålagt urimelige vilkår og betingelser, samt at forbrugerne får bedre mulighed for at skifte udbydere, direkte adgang til tjenester og mere rimelige priser. 

Tålmodighed lidt endnu 
Forordningen blev vedtaget i oktober 2022 og trådte formelt i kraft 1. november 2022.  

Selvom forordningen er trådt i kraft og samtlige af DMAens regler har skulle anvendes fra 2. maj 2023, så må de virksomheder der med DMAen for nye rettigheder, dog væbne sig med tålmodighed lidt endnu. At DMAen finder anvendelse betyder reelt blot, at fristerne i DMAen er gået i gang.  

Potentielle gatekeepere har to måneder fra anvendelsesdatoen (2. maj 2023) til at notificere Kommissionen om potentielt omfattede centrale platformstjenester (dvs. senest 3. juli 2023). Efter notifikationen har Kommissionen 45 arbejdsdage (dvs. senest 6. september 2023) til at bekræfte, at virksomheden, og dens centrale platformstjeneste, er en gatekeeper, hvorefter den – nu udpegede gatekeeper – har 6 måneder til at indrette sig på, at overholde DMAens forpligtelser og forbud. Reelt set betyder det, at vi skal hen på foråret – marts – 2024, førend forordningens forpligtelser og forbud får virkning.  

Hvad er en ”Gatekeeper”? 
En gatekeeper er en virksomhed der:  

  1. har en betydelig indvirkning på det indre marked, og  
  2. udbyder en central platformstjeneste, der er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne, og  
  3. har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiver, eller det kan forventes, at virksomheden vil få en sådan stilling i nær fremtid.  

Kommissionen udpeger virksomheder der opfylder de tre kriterier, som gatekeepere. Udpegningen kan ske på baggrund af enten kvantitative kriterier eller kvalitative kriterier. I første omfang må det forventes, at de udpegede gatekeepere (kun) er virksomheder, der opfylder de kvantitative kriterier (formodningsreglerne). 

Hvad er en central plaformstjeneste? 
DMAen indeholder på nuværende tidspunkt en liste på ti tjenester, der udgør centrale platformstjenester: 

  1. onlineformidlingstjenester; 
  2. onlinesøgemaskiner; 
  3. sociale onlinenetværkstjenester; 
  4. videodelingsplatformstjenester; 
  5. nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester; 
  6. styresystemer; 
  7. webbrowsere 
  8. digitale assistenter 
  9. cloud computing-tjenester; og  
  10. onlinereklametjenester, herunder reklamenetværk, reklamebørser og andre reklameformidlings-tjenester, der udbydes af en virksomhed, som udbyder en af de andre centrale platformstjenester. 

Gatekeeper do’s and don’ts 
De udpegede gatekeepere skal overholde en lang række konkrete forpligtelser, som er oplistet i DMAens artikel 5-7. Blandt forpligtelserne er:  

  • forbud mod brug af brede og smalle prisparitetsklausuler 
  • forbud mod brug af ikke-offentligt tilgængeligt data i hybride forhold
  • forbud mod favorisering af egne produkter og tjenester (selvbegundstigelse)
  • forbud mod at kræve, at brugerne anvender bestemte platformstjenester (f.eks. betalingssystemer, identifikationstjenester, webbrowsermotorer eller tekniske tjenester) 
  • forpligtelse til at sikre erhvervsbrugernes ret til at kommunikere med slutbrugere via den centrale platformstjeneste 
  • forpligtelse til at sikre slutbrugernes ret til at anvende indhold fra erhvervsbrugere på den centrale platformstjeneste 
  • forpligtelse til at tillade andre appstores på dets platform
  • forpligtelse til at anvende retfærdige, rimelige og ikke-diskriminerende generelle betingelser for adgang for erhvervsbrugere til sin softwareapplikationsbutik. 

Håndhævelse og sanktioner 
DMAen håndhæves af Kommissionen, men medlemsstaterne kan på eget initiativ foretage undersøgelser af evt. manglende overholdelse af DMAens forpligtelser.  

Overtrædelser - forsætlige eller uagtsomme – overtrædelse af bl.a. DMAens forpligtelser i art. 5, 6 og 7, kan resultere i bøder på op til 20% af gatekeeperens samlede globale omsætning, ligesom Kommissionen har mulighed for at pålægge virksomheder tvangsbøder på op til 5% af den gennemsnitlige daglige globale omsætning. 

Ved systematiske overtrædelser – mindst tre afgørelser på otte år – kan Kommissionen indlede en markedsundersøgelse og efterfølgende pålægge adfærdsmæssige og strukturelle foranstaltninger.  

Endeligt er der også mulighed for at benytte reglerne i direktiv (EU) 2020/1828 til at anlægge gruppesøgsmål som følge af en gatekeepers overtrædelse af bestemmelserne i DMAen, som skader eller kan skade forbrugernes kollektive interesser. 

Læs mere 

Kontakt

Handel

Tina Buur Johnsen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil