Gemt

2022 sluttede skidt for dansk e-handel, men det kunne være værre

28. marts 2023

Selv ikke en flot Black Week 2022 kunne redde det vigtige fjerde kvartal for de danske netbutikker. Det vigende salg skal dog ses i kontekst med en bundskrabende forbrugertillid og den voldsomme medvind, som corona særligt i 2021 gav dansk e-handel. 

Hent E-handelsbarometeret Q4 2022 nederst på siden

Får du svedige håndflader og nervøse trækninger, når du tænker tilbage på salget – eller rettere manglen på salg - i fjerde kvartal 2022? 

Så er du langtfra alene. Faktisk viser Dansk Erhvervs E-handelsbarometer, at mere end fire ud af ti virksomheder havde en dårligere omsætning i det vigtige kvartal i 2022 end i samme periode 2021.   

Det er trist læsning, men det kommer ikke bag på e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund: 

”Selvom Black Friday og Black Week overraskede med flot salg hos mange, så har det generelle indtryk for sidste del af 2022 været, at salget gik noget ned ad bakke. Det viser tallene så også nu.” 

Glasset er..? 

E-handelsdirektøren påpeger dog, at tallene ser værre ud, end de faktisk er. Der bliver nemlig sammenlignet med en periode, hvor coronakrisen fyldte meget:  

”Der er tale om tilbagegang, men man skal lige have sammenligningsgrundlaget in mente. Når man tager det, så er jeg heller ikke så bekymret, som hvis det havde været en sammenligning af to ”normale” kvartaler.” 

Samtidig var fjerde kvartal præget af en voldsom lav forbrugertillid, siger Niels Ralund.  

”Man kan jo grundlæggende se glasset som halv fyldt eller halv tomt. Når jeg ser på tallene i den store kontekst, så vil jeg sige, at selvom det skuffede mange, så kunne det faktisk have været værre, og det er i høj grad netbutikkernes egen fortjeneste, at det ikke blev det.” 

Optimisme trods alt 

Trods det pauvre salg i slutningen af 2022, så viser E-handelsbarometeret, at der er en vis optimisme at spore hos netbutikkerne i forhold til forventningerne til 1. kvartal 2023. 41 procent af virksomhederne har et positivt syn på 1. kvartal 2023 målt ift. første kvartal 2022, mens hver tredje forventer tilbagegang. 

”jeg er er selv ukuelig optimist, så det glæder mig, at branchen viser fighter-hjerte og tro på fremtiden,” siger Niels Ralund.  

Her i slutningen af 1. kvartal 2023 er der dog desværre tegn på, at salget ikke helt modsvarer butikkernes optimisme, vurderer e-handelsdirektøren og henviser til det månedlige E-handelsindeks, der måler på sessioner, transaktioner og omsætning i dansk e-handel: 

”I de sidste uger af februar begyndte vi at kunne se lidt fremgang i omsætningen, men det kan ikke skjule den ganske sløve start, som 2023 har fået. Vi har ikke tal for marts endnu, men der skal være sket en markant udvikling, hvis ikke 1. kvartal samlet set skal skuffe. Det bliver yderst interessant at se i vores kommende analyser.” 

 

E-handelsbarometer 2022 Q4 Dansk Erhverv

pdf

Download

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent