Gemt

Anne Stampe Olesen går gerne forrest for at få andre med: Her er hendes tre råd til kvindelige iværksættere

07. marts 2023

Kvinder i erhvervslivet er nogle gange svære at få øje på og spejle sig i, fordi de i mindre grad end mænd stiller sig frem og fortæller om deres succes. Det oplever adm. direktør og medstifter af Nordic Female Founders Anne Stampe Olesen, der har valgt at stille sig frem i Løvens Hule, fordi rollemodeller gør en reel forskel for kvindelige iværksættere.

Der er en udvikling i gang for kvindelige iværksættere i Danmark.

Det oplever Anne Stampe Olesen, der er adm. direktør og medstifter af Nordic Female Founders, der blev grundlagt i 2020 ud fra et ønske om at skabe bedre muligheder for netop de kvindelige iværksættere.

”Når jeg arbejder sammen med kvindelige iværksættere, begynder de også at tænke i vækst og have store ambitioner,” siger Anne Stampe Olesen og fortsætter:

”Jeg oplever også, at der er flere af dem.”

Det bekræfter en ny analyse fra Dansk Erhverv: Iværksætterlysten er stigende blandt danske kvinder. I analysen fremgår det, at antallet af kvindelige iværksættere et steget med 20 procent fra 2014 til 2020, mens antallet af mandlige iværksættere i samme periode er steget 5 procent.

Rollemodeller gør en forskel
Trods øget iværksætterlyst blandt kvinderne er uligheden blandt iværksættere stadig stor. Kun omkring hver fjerde danske iværksætter er kvinde, og kun 8 procent af danske kvinder er nye iværksættere, hvilket er under OECD-gennemsnittet på 9,3 procent.

Derfor er det ifølge Anne Stampe Olesen vigtigt at fokusere på forhold, der har betydning for kvinders lyst til at blive iværksættere. Og her spiller forbilleder, spejlbilleder og rollemodeller en særlig rolle.

Hun bider mærke i, at 19 procent af alle iværksættere har en kvindelig rollemodel i 2023, hvilket er en markant stigning fra 8 procent i 2020.

”Det, synes jeg, er rigtig godt, for det er noget af det, vi ved, rykker noget. Det er blandt andet også derfor, at sådan en som mig gider at være med i Løvens Hule og stille sig op, det er jo for at være en rollemodel,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har helt klart selv været en af dem, der har manglet et kvindeligt forbillede. Der er ikke ret mange kvinder, man kan spejle sig i. Det er desværre – lidt stereotypt opsat – sådan, at når mænd tjener penge, køber de en Ferrari, og så man kan se, de har succes, hvilket er fantastisk. Men når kvinder har succes, er man ikke lige så eksplicit omkring det, og derfor har der manglet rollemodeller.”

Magien opstår i forskellighed
At flere kvinder i dag vælger at blive iværksættere, synes Anne Stampe Olesen, er fantastisk. Men hun synes stadig, at det går for langsomt, og at der er brug for at sparke mere gang i udviklingen.

Udover kvindelige rollemodeller kræver det blandt andet, at der er fora, hvor kvinder kan mødes og tale forretning, og at man accepterer, at der blandt andet er forskel på mænd og kvinder, når det gælder risikovillighed.

”Jeg tror, vi skal acceptere, at kvinderne ikke er lige så risikovillige som mænd, vi skal ikke tro, kvinderne skal spille på mændenes banehalvdel. Tvært imod skal vi få sat nogle strukturer op, så kvinderne får lov at være kvinder, fordi det er også der, diversiteten sker. Så at få lavet nogle puljer, som er øremærket kvinder.”

”Kvinder er 38 år i gennemsnit, når de starter virksomhed. Det betyder også, at mange har børn og ikke er villige til at sætte hele sin økonomi på spil. Så hvordan kan vi egentlig lave nogle puljer, hvor man kan komme til at vækste uden at sætte hele sit hjem og økonomi på spil og sætte sine børn over styr. Når vi kommunikerer til kvinderne, skal vi prøve at forstå deres behov indefra og lave tiltag, der er baseret på deres behov, så vi kan hjælpe dem rigtigt,” siger Anne Stampe Olesen.

Ifølge hende opstår magien for alvor i diverse teams, hvor både mænd og kvinders kompetencer kommer i spil.

”Jeg er sikker på, det er der, vi kan bygge gode virksomheder. Selvfølgelige kan rene kvindeteams og mandeteams også noget, men det er i diversiteten, der virkelig sker noget magisk,” siger hun.

Tre gode råd til kvindelige iværksættere

Nogle af de udfordringer og muligheder kvindelige iværksættere står overfor, handler om strukturer, mens andre handler om tilgang. Derfor har Anne Stampe Olesen tre gode råd til nuværende eller kommende iværksætterkollegaer.

Første råd: Stå ved dig selv
”Jeg tror, at man som kvindelig iværksætter skal have særligt fokus på, at man skal turde stå ved sig selv. Man skal også være villig til at arbejde lidt hårdere, fordi det kræver altså lidt mere arbejde, når du er kvindelig iværksætter - det gør det, desværre.”

”Husk, at det kræver hårdt arbejde at være kvindelig iværksætter, og at man skal stå op for sig selv og blive ved og blive ved.”

Andet råd: Det er okay at gøre tingene anderledes
”Husk også, at man gerne må gøre det anderledes. Det er okay, at rejsen tager syv år i stedet for fem år, hvis det betyder, at man er et helt menneske undervejs. Og hvis man selv kan følge med. Vi skal nok nå målet alligevel.”

Tredje råd: Tør tænke stort
”Så er der det her med at turde tænke stort. Jeg møder så mange kvindelige iværksættere, som hellere vil lykkes i det små end turde fejle i det store. Så sørg nu for at tænke stort. Lad være med at sætte sig ind i den der beskedne ramme og ikke turde tænke de helt store tanker, for vi kan altså det samme som mændene og vi kan også lave kæmpe vækstvirksomheder, hvis det er det, vi vil.”

Dansk Erhverv - Kvindelige iværksættere 2023

pdf

Download