Gemt

Kommentar: Producentprisinflationen aftager til 8,3 pct. i februar - kommer på sigt de danske forbrugere til gode

15. marts 2023

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at producentprisinflationen for varer var 8,3 pct. i februar. Det er lidt lavere end i januar, hvor producentprisinflationen var 10,5 pct. Februar byder på den laveste stigningstakt siden april 2021.

Producentprisinflationen er aftaget fra det svimlende høje niveau på 37,6 pct. i august sidste år til nu 8,3 pct. i februar. Tilmed er producentpriserne faldet med 0,3 pct. den seneste måned.

Det er en god nyhed, at det ekstreme prispres, som virksomheder har været ramt af, nu er begyndt at aftage. Det vil på sigt også komme de danske forbrugere til gode. Normalt følger producent- og forbrugerpriserne hinanden med en forsinkelse på 3-4 måneder.

Det er godt nyt for de danske forbrugere, at producentprisinflationen aftager. Vi forventer, at den lavere producentprisinflation vil bidrage et generelt fald i forbrugerprisinflationen i løbet af 2023.

Det står nu klart, at de højeste prisstigninger nu er bag os, og vi har udsigt til at prisstigningerne aftager yderligere i de kommende måneder.

Trods den aftagende tendens er producentpriserne stadig på et historisk meget højt niveau. I perioden fra 2010 til 2020 steg producentpriserne til sammenligning i gennemsnit med 1,6 pct. om året. Med andre ord er der et godt stykke vej ned mod en normalisering af omkostningspresset for dansk erhvervsliv.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil