Gemt

Virksomheder i Region Sjælland kan ansøge om tilskud på 100.000 kr. 

14. marts 2023

Små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland har nu mulighed for at ansøge om at modtage 100.000 kr. som skal øremærkes rådgivning til projekter inden for blandt andet systemintegration, produktionsoptimering og robotteknologi.  

 

EU’s Regionalfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har stillet pengepuljen til rådighed for SMV’er i regionen, der har ambitioner om at implementere nye digitale teknologier.  

Udover en række krav til din virksomhed og det pågældende projekt – som kan læses nedenfor – er det et kriterie, at markedsafsøgning af den rådgivning, virksomheder vil indkøbe, godkendes før projektet starter. Ansøgningsperioden løber fra 6. marts 2023, kl. 09:00 til 9. juni 2023, kl. 12:00, og der er en tilsagnsperiode på 12 måneder.  

Krav til din virksomhed  
For at komme i betragtning til denne pulje, skal din virksomhed have: 

  • Min. 3 årsværk i seneste afsluttede regnskabsperiode  
  • SMV-status som indebærer maks. 249 ansatte og en omsætning på maksimum 50 mio. euro og/eller en balance på maksimum 43 mio. euro 
  • 1:1 medfinansiering i form af egne afholdte timer (minimum 274 timer a 365 kr./time), kontant betaling eller en kombination 
  • Dansk CVR-nummer  
  • Omsætning på min. 2 mio. kr. i seneste afsluttede regnskabsår 
  • Modtaget de minimis-statsstøtte under 200.000 euro, svarende til ca. 1,5 mio. kr., i indeværende og de to foregående regnskabsår i henhold til EU’s regler om de minimis-støtte. 

Krav til projektet 
Din ansøgning bliver vurderet på om projektet: 

  • Har digital og teknologisk nyhedsværdi for din virksomhed 
  • Bidrager til at realisere din virksomheds vækstambitioner 
  • Er tilstrækkelig organisatorisk og økonomisk forankret. 

Det kan du få rådgivning til 
Du kan få rådgivning til at afklare af, hvilke løsninger, der er relevante for at løse din konkrete udfordring eller om det projekt, du har i tankerne, vil være en god investering. 

Du kan også få hjælp til implementering af en digital løsning, så du er sikker på, at du kommer helt i mål med dit projekt.  

Tilskuddet kan gives til større projekter inden for fx:  

  • Systemintegration 
  • Produktionsoptimering  
  • Forretningssystemer 
  • Robotteknologi  
  • Business Intelligence 
  • E-handelsplatform 
  • Online markedspladser 

Du kan læse mere her.  

Kontakt

Teknologi, Digitalisering & Tele

Frederikke Rosendal Egede Saabye

Fagchef for digitalisering