Gemt

Rundbordsmøde om civilsamfundet og ældreplejen: Der er behov for en mere systematisk brobygning

02. november 2023

Den sidste dag i oktober satte Dansk Erhverv sammen med Civilsamfundets Brancheforening og Selveje Danmark ældreministeren i stævne sammen med repræsentanter blandt plejeleverandører og civilsamfundsaktører.


Formålet var at stille skarpt på regeringens ønske om, at civilsamfundet skal spille en større rolle i ældrevelfærden. Et ønske Dansk Erhverv med Civilsamfundets Brancheforening og Selveje Danmark støtter. Spørgsmålet er: Hvilke rammer kræver det? Hvilke erfaringer har organisationer og virksomheder på området, og hvad er henholdsvis civilsamfundet og plejens rolle?

Der blev leveret skarpe input og eksempler på de gode samarbejder fra deltagerne, og samtidig blev der udfordret på muligheder og barrierer. Ældreministeren gjorde det klart, at bevægelsen fra velfærdsstat til velfærdssamfund forudsætter et tættere og mere forpligtende samspil med civilsamfundet, fordi velfærden skabes i fællesskab.


Samtidig stod det klart i drøftelserne til rundbordet, at der er behov for stabilitet og transparens i finansieringen - både i civilsamfundet og i ældreplejen. Der er også behov for mere systematisk brobygning mellem civilsamfundet og ældreplejen. Eksempelvis kan hjemmehjælpen se et behovet i den ældres hjem, hvor civilsamfund kan gøre en forskel. Men i en travl hverdag skal hjemmehjælpen have rammerne og kendskabet til lokale fællesskaber, den ældre kan drage nytte af. Det forudsætter tidlig og systematisk inddragelse samt fokus på ligeværdige partnerskaber. 

Dansk Erhverv, Civilsamfundets Brancheforening og Selveje Danmark ønskede samtidig med arrangementet at vise regeringen, at arrangørerne, samt medlemmerne, er de konstruktive sparringspartnere, regeringen skal gå til for at kende muligheder og barrierer samt finde løsninger, når det handler om civilsamfundet i fremtidens ældrevelfærd. 

Deltagerne i rundbordsmødet meldte sig klar til at bidrage til regeringens ambitioner om en bevægelse fra velfærdsstat til velfærdssamfund, og forventningerne til den kommende ældrelov er ikke blevet mindre efter dagens rundbord. Ministeren sluttede af med at kvittere for de mange input og konstruktive drøftelser.

For Dansk Erhverv, Civilsamfundets Brancheforening og Selveje Danmark handler det nu om, i tæt samarbejde med medlemmer, at fortsætte den tætte og gode dialog med ministeren og regeringen om brobygning mellem civilsamfundet og ældrevelfærden – og ikke mindst at sætte de rette rammevilkår og modeller for samarbejdet.

Kontakt

Sundhed, velfærd & oplevelse

Tony Bech

Branchedirektør
Medarbejderprofil