Gemt

Alexander vinder Fagprøveprisen 2023 for Handel for sit arbejde med at gøre tekstilbranchen grønnere: ”Det er jeg megastolt af”

03. oktober 2023

Et bemærkelsesværdigt, dedikeret og veludført arbejde med at finde brugbare alternativer til bomuld giver Alexander Nørbjerg titlen som vinder af Fagprøveprisen 2023 for Handel. Prisvinderen håber, at prisen både kan hjælpe med at gøre branchen grønnere og sætte turbo på hans karriere. 


Tekstilbranchen har potentiale til at reducere sin CO2-udledning betydeligt og bidrage mere positivt til miljøet. 

Det mener i hvert fald Alexander Nørbjerg, som netop har vundet Handlens Fagprøvepris 2023 for sin fagprøve, hvor han har arbejdet på at integrere en såkaldt nextgen-fiber i et etableret produkt, som kan erstatte bomuldsfibre i jeans: 

”Bomuld er jo ressourcetungt, så hvis vi kan finde nogle alternativer til det uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller udseende, kan vi virkelig gøre en forskel. Det har været interessant at dykke ned i ved at arbejde så tæt med leverandørerne. Og så er det selvfølgelig ekstrafedt at opdage, at vi faktisk kan lykkes med det.” 

En investering i fremtiden 
Alexander Nørbjergs arbejde har blandt andet bestået i at analysere mulige produkter og vurdere potentielle leverandører. Det arbejde han har altså gjort så godt, at hans skole, VidDetail, valgte at nominere ham til Fagprøveprisen 2023. 



Hos BESTSELLER, som Alexander Nørbjerg skrev opgaven for, vækker opgaven også begejstring og beskrives som en investering i fremtiden og et skridt i retning af at nå BESTSELLER FASHION FWD-målene.  

”Det er jeg megastolt af, for det er jo en stor anerkendelse af mit arbejde, som jeg har lagt mange kræfter i,” siger Alexander Nørbjerg. 

Rastløs under corona 
Det var en kombination af rastløshed under coronakrisen og en appetit på både skolebænk og erhvervsliv, der fik Alexander Nørbjerg til at søge en elevplads ved Jack & Jones. Det har han ikke fortrudt et sekund: 

”Jeg synes virkelig, at kombinationen af at have noget tid på skolebænken og tid hos en virksomhed er god. Og jeg har faktisk også anbefalet uddannelsen til flere af mine venner.” 

Pris kan hjælpe branchen og karrieren 
I dag er Alexander Nørbjerg ansat som indkøbsassistent hos Jack & Jones under Bestseller, og her ser han sig selv fortsætte i de kommende mange år. Forhåbentligt kan hans fagprøve og sejren hjælpe ham til at komme til at arbejde endnu mere med lignende cases: 

”Jeg håber, at sejren kan være med til at fremme produktet internt. Samtidig mener jeg, at den også bekræfter mine evner til at arbejde selvstændigt med et projekt og omsætte det til virkelighed.” 

Fagprøveprisen 2023

Juryens begrundelse: Derfor vinder Alexander Fagprøveprisen/handel 2023

Bæredygtigheden har været i fokus i Alexanders opgave. Hans fagprøve har været godt gennembearbejdet og produkterne er innovative. Alexander har haft fokus på optimering af værdikæden, god produktforståelse og perspektivering.

Han har været teknisk stærk i processen, og hele tiden tænkt cirkulært design ind i sine overvejelser. Virksomheden som Alexander har været elev i, har udtalt hans projekt som at være en investering i fremtiden. Fagprøven betyder, at virksomheden allerede nu har erfaring med produktudviklkingen og altså at Alexanders indflydelse har været enormt omfattende. Alexander har adresseret et af de største problemer i tekstilproduktionen, nemlig bæredygtighed. 


2. pladsen gik Kasper Lindemann Hansen TietgenSkolen Odense, Temp-Team A/S, mens Line Thusen Broeng fra U/Nord, Hovmand A/S snuppede 3. pladsen  

Om fagprøveprisen

Det er 25. år i træk, at Dansk Erhverv i samarbejde med HK Handel og HK Privat uddeler Fagprøveprisen. Det sker for at hylde de talenter, der er med til at styrke og udvikle dansk handel og for at sætte fokus på en vigtig branche. Der uddeles to priser – en for Detailhandel og en for Handel. Førstepladsen vinder udover æren 25.000 kr., mens 2. og 3. pladsen vinder henholdsvis 20.000 og 15.000 kr. 

Kontakt

Arbejdsmiljø

Celina Winther Almind

Administrativ koordinator
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent